Johnny English - født på ny

Komedie

Johnny English - født på ny

England, 2010

Instruktion: Oliver Parker

1 time 41 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Fornøjelsen af den film afhænger helt og aldeles af ens modtagelighed for Rowan Atkinson. Selv er jeg totalt immun og finder hans sprællemands-manerer og spastiske mimik aldeles ulidelige. Hans komiske talent er begrænset til rullen med øjnene, vekslende grader af fåret fjæs og ansigtskramper.

Men underligt nok er der dem, som kan lide ham, og dem om det og god fornøjelse.

Som Johnny English er han en klodsmajor af en agent i den engelske efterretningstjeneste, M17, og filmen er en åbenlys parodi på James Bond. Men en parodi skal være i niveau med det, den parodierer, eller helst lidt over. Ellers er den ikke morsom, men pinlig. Her er parodien langt under niveau og ikke andet en raslende kæde af løst forbundne fjollerier og badutspring.

Musklerne strejker

Handlingen repeterer en samling gags, som alluderer afmægtigt til den kendte Bond-mytologi, der varieres kedsommeligt og uopfindsomt, så Atkinson snarere snylter på agent 007 end parodierer ham. Der er enkelte pudsige øjeblikke, men lattermusklerne strejker ved synet af Johnny English og hans trættende klovnerier. Mine gør i hvert fald.

Forløbet lader sig ikke referere, men er noget med en farlig klub af såkaldte muldvarme, Vortex kaldet, både inden og uden for M17. Hvordan det hænger sammen, hvis det altså gør, må man selv se efter og udrede.