Anmeldelse: Sound of Noise

Komedie

Sound of Noise

Sverige/Frankrig, 2010

Instruktion: Ola Simonsson og Johannes Stjärne Nisson

1 time 38 minutter

Premiere i dag i Empire Bio og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Aarhus og Biffen i Aalborg

En stor portion poetisk uretfærdighed har gjort, at Amadeus, der er den førstefødte i et meget musikelskende hjem, ikke ejer en tone i livet. Hans lillebror er stjernedirigent, og forældrene taler ikke om andet end musik, mens Amadeus selv er trukket i arbejdstøjet og er blevet politimand.

En terrorgruppe

I sit arbejde som leder af byens terrorbekæmpelsesenhed støder han en dag på et mystisk fænomen: En terrorgruppe, der har sat sig for at lave byen om til musik.

Gruppen ledes af Sanna, der i sin tid blev smidt ud fra konservatoriet på grund af sin egennyttige tilgang til de musikalske discipliner, og nu kæmper hun - allieret med sine seks trommeslagere - en indædt kamp for at få musikken ud af det fisefornemme parnas og ud i virkeligheden. Det er der selvsagt ikke forståelse for, men i mødet med den tonedøve Amadeus, der sættes på sagen, findes der en form for overensstemmelse mellem musik og larm. Og ikke mindst stilhed.

Mislyde uden sammenhæng

Allerede i 2001 lavede filmens to instruktører kortfilmen ”Music for One Apartment & Six Drummers”, der blev en festivalørehænger, og det er den, som ”Sound of Noise” er baseret på.

Ideen er desværre bedre end resultatet, for selv om der er fine takter, bliver filmen aldrig lige så underfundig, gakket eller satirisk, som den åbenlyst gerne vil være. Så hvad der kunne have været et moderne bud på en storbysymfoni, ender som en kakafoni af usammenhængende mislyde, hvilket måske nok er en indholdsmæssig pointe i ”Sound of Noise”, men bestemt ikke en formel fordel.

Den ujævne udførsel bevirker snarere, at filmen ikke kommer igennem med sin larmende pointe.