Her ses Laura Christensen og Robert Hansen på forsædet, mens Kristian Halken sidder på bagsædet i filmen "Oldboys". Foto: Fredric Alm
Med sin instruktørdebut "Oldboys" vandt Nikolaj Steen publikumsprisen ved den internationale filmfestival i Karlovy Vary, Tjekkiet forleden.
“Det var fantastisk at opleve modtagelsen af "Oldboys" ved festivalen i Karlovy Vary. Folk levede med, og salen rungede af grin alle de rigtige steder, også flere som jeg havde troet ville fortabe sig i kulturforskellene. At den så også skulle modtage publikumsprisen, er jeg meget stolt af,” udtaler Nikolaj Steen.
"Oldboys" fik premiere i de danske biografer omkring jul sidste år.
Den handler om et hold ældre mænd, der spiller oldboysfodbold sammen.
På en bustur gennem Sverige på vej til en kamp, glemmer de målmanden Vagn på en tankstation. I stedet får han et lift af en tankrøver, og mens de forsøger at indhente fodboldvennerne får de også samlet en ung kvinde op.
”Jeg har lavet en komedie om gamle mænd og fodbold – ikke noget, man normalt ville tro kunne få publikum i biografen. Netop derfor har det været en stor glæde at se, at der både i Danmark og nu i Tjekkiet er stor interesse hos publikum for en film, der kan få både smilet og en tåre frem," lyder det fra Nikolaj Steen.
Filmen udkommer på dvd i Danmark den 27. juli.
Sidste år vandt Nikolaj Steen søster, Paprika Steen, prisen for årets bedste kvindelige skuespiller ved samme filmfestival. Den fik hun for sin hovedrolle i filmen "Applaus".
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



