Nu går den vilde publikumsjagt

Eventyrkomedie

Ved verdens ende

Danmark, 2009

Instruktion: Tomas Villum Jensen

1 time 39 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Tomas Villum Jensen og Anders Thomas Jensen har gjort det igen. Drejet en energisk, men sørgeligt plat filmkomedie. Med gode skuespillere, med slagfærdige replikker, med professionelle folk bag kameraet, med sans for detaljerne. Og med alt for få store øjeblikke.

”Ved verdens ende” er en action-eventyrkomedie, der lægger sig tæt op ad en klassiker som ”Nu går den vilde skattejagt” fra 1984 med Michael Douglas og Kathleen Turner i hovedrollerne.

Muntert samarbejde

De havde et muntert samarbejde med ovennævnte film og med den mere slappe efterfølger ”Jagten på Nilens juvel” (1985).

Skabelonen fra de to ”vi-farer-vild-i-en-jungle-og-det-bringer-os (mand-og-kvinde)-tættere-på-hinanden”-film er genbrugt her, og man kan ikke lade være med at tage hatten af for, at de to Jensen'er prøver kræfter med noget så udansk som denne genre.

Det er den første dansk-australske co-produktion nogensinde, og den foregår det meste af tiden i Indonesien.

Her må kriminalpsykiateren Adrian (Nikolaj Lie Kaas) rejse til for at mentalundersøge en dansk statsborger, Severin Geertsen (Nikolaj Coster-Waldau), der står til dødsstraf, efter han har skudt et helt engelsk tv-hold ned. De er nemlig kommet for tæt på hans blomst, Hedwig, som Severin påstår, kan holde ham evigt ung.

Med sig til Indonesien har Adrian sin unge, blonde og dumme assistent Beate (Birgitte Hjort Sørensen), og det varer selvfølgelig ikke længe, før alle tre danskere er på flugt fra både gangstere og et korrupt lokalt politi.

Grusomt gammeldags

Filmen er en slags farceagtig ”Indiana Jones”, men i stedet for en tur i den store rutsjebane indløser man billet til en kedelig omgang i børnekarrusellen. Der er simpelthen ikke nok spænding på drengen til, at man kan holde sig interesseret i eventyret.

Og så er det grusomt gammeldags at se de klassiske kønsroller (med det typiske danske tvist, at både mand og kvinde er nogle fjolser) udfolde sig på en måde, så man ikke skulle tro, at vi havde rykket os en millimeter, siden Douglas og Turner fjollede rundt i junglen i 1980'erne.

Nikolaj Lie Kaas har uomtvisteligt et komisk talent og er en mester i humoristisk timing, men det kan ikke alene redde en film, der sikkert har været sjov at lave, men som er kedsommelig at se på.