Anmeldelse: Going the Distance

Going the Distance

USA, 2010

Instruktion: Nanette Burstein

1 time, 43 minutter

Premiere i 26 biografer landet over

”Going the Distance” er en blanding mellem en romantisk komedie og et følsomt drama, men den bekender sig ikke helhjertet til nogen af genrerne. Det er faktisk filmens force.

Der er nok af overgearede, tidstypiske romcoms, der hurtigt fortaber sig i hukommelsens tåger, og alt for få klassikere som for eksempel ”Da Harry mødte Sally”. Og der er nok af romantiske dramaer, der ikke får os til at presse så meget som en sentimental tåre ud af øjenkrogen, men som bastant proklamerer, hvordan sand kærlighed ser ud. Nanette Burstein har imidlertid formået at flette flere af de bedste ting fra begge genrer sammen i et let og sødt tonefald.

Langdistanceforhold

Erin (Drew Barrymore) og Garret (Justin Long) møder hinanden i New York, hvor hun er journalistpraktikant, og han arbejder i et pladeselskab. Hun skal dog tilbage på skolebænken i San Francisco efter seks uger, så de beslutter sig for at have et uforpligtende forhold, men følelserne vokser dem langsom, men sikkert over hovedet, og dét forpligter pludselig.

Så de indleder et langdistanceforhold. Hverken deres venner eller familie tror meget på, at det vil holde, og det er ikke nemt for de to unge at holde gejsten oppe, selvom kærligheden er intakt. Den aktuelle økonomiske krise bliver en forhindring for dem: Hun kan ikke få job i New York, og slet ikke i den pressede avisbranche, som hun ønsker, og ingen af dem har råd til at flyve for meget frem og tilbage.

Denne tidstypiske konflikt er en afbalanceret kulisse for den evigt relevante kærlighedshistorie, som gudskelov ikke er fyldt med de rene banaliteter. De to hovedpersoner bliver faktisk virkelige mennesker af kød og blod. Måske er de ikke så dybe eller interessante, men de er søde at se på og ofte sjove at lytte til.

Justin Long og Drew Barrymore var begge med i den glimrende ”Han er bare ikke vild med dig”, og selvom de ikke der dannede par, kan man se noget af den samme lethed i deres samspil nu, som de hver i sær havde med andre skuespillere i dengang. Måske fordi deres roller ikke afviger fundamentalt fra den tidligere film.

De har øvet sig, kan man vel sige, i at være et forelsket, charmerende par, som bliver kørt rundt ved næsen af kærligheden. De bevæger sig hjemmevant på scenen og forkæler publikum med en charmerende, lille forestilling om følelser.