Anmeldelse af Hvad gør vi nu

DRAMA/KOMEDIE
HVAD GØR VI NU?
Frankrig, Libanon, Egypten, Italien, 2011
Instruktion: Nadine Labaki
1 time 50 minutter

Nadine Labaki debuterede i 2007 med filmen ”Caramel”, en romantisk komedie, der udspillede sig i en skønhedssalon i Beirut. Nu er hun rykket ud af byen og væk fra storbyindividernes kærlighedsproblemer.

I ”Hvad gør vi nu?” befinder vi os i en lille by på landet, og problemerne er fælleskabets, ikke den enkeltes.

Kristne og muslimer bor dør om dør, men uroen ulmer mellem grupperingerne. Derfor må kvinderne  sætte alt ind på at undgå, at mænd fra rivaliserende religioner farer i flæsket på hinanden. Og de er opfindsomme.

Blandt andet inviteres fem østeuropæiske, letpåklædte kvinder, så de kan distrahere de letantændelige brøleaber.

Drys af musical

Der er mange morsomme indslag i ”Hvad gør vi nu?”, der oven i købet benytter sig af musikindslag. Dermed smides et drys musical i gryden. Det giver naturligvis filmen et eventyrpræg og en virkelighedsfjern fornemmelse, og det har man brug for for at acceptere den noget karikerede beskrivelse af hhv. maskulin blodslyst og feminin fredsfornuft.

Der er den samme folkloristiske fantasi over filmen, som man for eksempel også fandt i ”Chocolat”, men ”Hvad gør vi nu?” har en langt mere seriøs og real-rystende baggrund end Lasse Hallströms chokolade-romance.

Og det er netop forankringen i en grum libanesisk for- og nutid, der gør Nadine Labakis film til en oplevelse, der giver ekko af grin og gråd i skøn forening.

Krig og humor

Nok kunne man ønske, at forkærligheden for det naive (nærmest enfoldige) i det landlige havde fået et mere afdæmpet udtryk, og at der var renset ud i folkekomediens falden på halennumre, men filmen står stadig tilbage som et varmt forsøg på at tackle en krigstematik med humor.