Anmeldelse: Lærkevej: Til døden os skiller

Filmkomedie

Lærkevej: Til døden os skiller

Danmark, 2012

Instruktion: Mogens Hagedorn

1 time 33 min.

Premiere i dag i en række biografer landet over

Serien ”Lærkevej” løb i to sæsoner over skærmen på TV 2 i 2009 og 2010. Undertegnede skal ærligt indrømme aldrig - og det helt bevidst - at have set mere end få minutter af den, da det temmelig provinsielle danske bud på en serie À la amerikanske ”Desperate Housewives” ikke har virket synderligt tillokkende.

Filmen koncentrerer sig som serien om en række lidt for farverige personager på en Lærkevej i en ikke nærmere præciseret dansk forstad.

Jagt på en nyre

I det med vilje svært karikerede parcelhushelvede møder vi blandt andet den storrygende og ditto drikkende, Elisabeth (Søs Egelind), der under sin egen housewarming pludselig kollapser med nyresvigt. Hendes trofaste, enfoldige hjemmeværnskæreste Torben (Søren Spanning, der er filmens bedst udfoldede karakter) vil med mere vold end magt gøre alt for at skaffe den nyre, der er nødvendig for Elisabeths overlevelse.

Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort.

Længere nede ad gaden bor ægteparret Astrid og Kim (Anette Støvelbæk og Henrik Prip), hvis ægteskab mildt sagt ikke bruser over af lidenskab. Da Astrids flotte ekskæreste, Penis-Per, viser sig at være læge på det lokale hospital, er der derfor ikke langt fra mørbradmiddag til swingersex, som Per og hans halte kone Karina flittigt dyrker.

De andre beboere på vejen er ligeså endimensionelle, som de er ligegyldige. Måske havde de en væsentlig funktion i serien, men det er ikke lykkes at oversætte til det store lærred.

Manglende vision

Instruktør Mogens Hagedorn, der kun tidligere har instrueret den middelmådige eventyrfilm ”Vølvens forbandelse” (2009) foruden en række tv-serieafsnit, skinner ikke igennem filmens velfriserede fernis med en selvstændig instruktørvision. Det er åbenlyst, at karikaturen er tilsigtet, men den virker retningsløs og dermed ligegyldig.

”Lærkevej: Til døden os skiller” vil gerne være både kantet og fræk, men ender med som forventet at bekræfte den småborgerlighed, den forsøger at udstille.

Enkelte lyspunkter er der dog, eksempelvis som rappe replikker i Mette Heenos manuskript, og Søs Egelinds tvillingesøster, der sværger til Jehova.

Men det er ikke nok til at gøre ”Lærkevej” til en hverken underholdende eller egentlig seværdig biograffilm.