The Trip

Komedie

The Trip

Storbritannien, 2010

Instruktion: Michael Winterbottom

1 time 47 min.

Premiere i dag i Grand og Vester Vov Vov i København, Gentofte Kino, Øst for Paradis i Aarhus, Cafebiografen i Odense, Biffen i Aalborg og Malling Bio

Den kolossalt produktive og alsidige engelske instruktør Michael Winterbottom - 17 spillefilm på 16 år - debuterede i sin tid med en road movie, det barske lesbiske seriemorder-melodrama ”Butterfly Kiss”. Vi er også på de nordengelske landeveje i pseudodokumentaren ”The Trip”, der er en sammenklippet tv-serie, men på overfladen går det her en del mere vennesælt og muntert for sig.

Men ikke spor mindre seværdigt. Komikeren Steve Coogan skal skrive en avisartikel om nordengelske restauranter, og da hans unge kæreste pludselige stikker af til USA, inviterer han kollegaen Rob Brydon med i stedet for.

Meget andet sker der sådan set ikke. Parret ruller rundt mellem diverse fornemme spisesteder og seværdigheder, mens de både leger veloplagt med deres egne roller og hentyder mere eller mindre indforstået til al mulig anden popkultur - alene deres konkurrence om at parodiere Michael Caine er adskillige biografbilletter værd.

Alt er ironi

Ganske langsomt og meget raffineret bliver det imidlertid mere end bare sjovt, og ikke mindst en god del mørkere. De midaldrende mænds indforståetheder falder tungt til jorden, når et par unge kvinder ikke aner, hvad de taler om, og i øvrigt er mere optaget af verden her og nu.

Gradvis viser de vittige facader sig at dække over et par mediekendisser på randen til panikalderen, der bestemt ikke får det bedre af at være kommet herop, hvor mobildækningen er ustabil.

Den prunkløse lille komedie med god mad i naturskønne omgivelser folder sig ud til et besk generationsportræt af en bestemt type halvstuderede mænd, som nærmest kun er i stand til kommunikere og begribe tilværelsen gennem parodi og ironi.

Diskret pinlig

Filmen er en slags efterkommer af Winterbottoms ”A Cock And Bull Story”, hvor Coogan og Brydon også spillede noget nær sig selv. Her gør de det bare med endnu mere frygtløst og nådesløst blik for egne svagheder.

I særdeleshed gælder det den krukkede Coogan, der i filmens fiktive univers både prøver at leve op til sit ry som dameven, holde fast i kæresten i USA, tale med sin ekskone uden at komme op at skændes og være der for sin halvstore søn. Netop fordi filmen ikke dyrker pinligheden, men kun antyder den diskret, gør den så meget desto mere ondt.

Selv om meget af munterheden virker improviseret og håndholdt, og sikkert også er det, skal man dog ikke lade sig snyde: Michael Winterbottom ved nøjagtig, hvad han gør her.

Meget, der først ligner henkastede vittigheder, viser sig at have betydning og blive flettet sammen senere hen.

Desuden ligger der en smuk pointe under det hele, sådan som Brydon og Coogan jævnligt taler småforbitret om, hvor svært det som tv-komiker er at blive taget seriøst og få ordentlige roller. Man tror dem, men de gør det så også, mens de er i fuld gang med spille fremragende i en ualmindelig begavet film.