Anmeldelse: Max Pinlig 2

Komedie

Max Pinlig 2

Danmark, 2011

Instruktion: Lotte Svendsen

1 time 33 min.

Premiere i dag i biografer landet over

I mere end fire år - først på tv og siden i biografen- har danske børn, unge og deres forældre kunnet more og græmme sig over historien om Max, hvis liv er så uendeligt pinligt, at det halve kunne være nok.

Båret frem af gentagende fantastiske og troværdige præstationer af Samuel Heller-Seifert i rollen som Max og en tåkrummende Mette Horn som hans krampagtigt pinsomme mor har instruktør Lotte Svendsen formået at skabe et humoristisk univers med klangbund i alvoren, der bliver ved med at fungere. Max er nu blevet 14 år og går i 8. klasse. Det er ikke svært at forestille sig, at mor Agnetes økotrip og humaniora-vrøvl i en teenagers optik er endnu sværere at leve med.

Det er jo for eksempel ikke så fedt, at mor tropper op i klassen med en daggammel madpakke og udbasunerer, at man skal i praktik på onkels klunserakademi. Eller vælger at stå nøgenmodel foran en flok talentløse højskolekursister.

Ud af symbolrollen

Heldigvis har Max stadig bedstevennen Hassan, der i den anden spillefilm træder herligt mere ud af symbol-indvandrerrollen, og kæresten Esther, selvom hun dog har travlt med at smile, når hendes præmieskilte forældre (kosteligt (selv)parodiske Lars Bom og Signe Wenneberg) skal vise deres perfekte liv til omverdenen i den bedste sendetid.

Sædvanen tro er det ikke handlingen, der inkluderer hippiehøjskoleophold i Jylland, en flirt med bankverdenen og en håndfuld bevidsthedsudvidende urter, der er det essentielle.

Det er til gengæld den kendsgerning, at Svendsen med varme, filmisk legesyge og helt uden den skingre syntetiske undertone, der gør de fleste børne- og ungdomsfilm uudholdelige, skaber en film, der i al sin absurditet giver et loyalt billede af, hvad det vil sige at være teenager. Se den før din mor!