Anmeldelse: Den sidste rejse

Komedie

Den sidste rejse

Danmark, 2011

Instruktion: Lasse Spang Olsen

1 time 26 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Det kan vist ikke have undgået nogens opmærksomhed, at Finn Nørbygaard ikke ligefrem kom økonomisk styrket ud af sit møde med Stein Bagger og IT Factory-eventyret. Det er da også denne sag, som han hovedsageligt er blevet kendt for den sidste håndfuld år.

Jacob Haugaard har for sin del heller ikke ligefrem dyrket sit ellers anarkistiske fjolleri i offentligheden, siden han i 1994 blev valgt ind i Folketinget som løsgænger med løfter om blandt andet mere medvind på cykelstierne.

Spang som cheerleader

Måske derfor synes de to herrer - med Lasse Spang Olsen som cheerleader på sidelinjen - at det nu er på tide at vise, at Finn og Jacob stadig har noget ægte komik at byde på, og ikke blot den tragikomedie, som deres liv og vel lidt hårdt sagt også deres karrierer ofte er blevet opfattet som.

Det har udmøntet sig i filmen ”Den sidste rejse”, der tager udgangspunkt i deres lange virkelige venskab og arbejdsfællesskab.

I filmen har Finn ruineret begge i komikerparret. Efter en bilulykke ser Jacob derfor sit snit til at stikke af og begynde et nyt liv som bedemand og multikriminel med base i Sverige. Alle tror, at han er død - med undtagelse af Finn, der bliver indlagt på den lukkede.

Lyssky forretninger

De to venner genforenes dog efter noget tid, men denne gang er de på vejen igen med en noget anderledes jobbeskrivelse.

Finn indrulleres nemlig hurtigt i Jacobs lyssky forretninger, selvom han egentlig hellere vil lege husmor for Jacob. Men der er mere pludselig død og ødelæggelse end mørbradbøffer på menuen i det lille svenske hjem.

Spang Olsen dyrker nemlig igen sin gakkede voldsgroteske signatur, som han for alvor introducerede i ”I Kina spiser de hunde” (1999). På papiret kunne det måske synes som en god idé at mikse den søndagsbasse-hygge, som Finn og Jacob repræsenterer, med Spang Olsens drengerøvs-kække eksplosionsoverraskelser for at give historien en uforudsigelig kant.

På lærredet virker det ikke. Mest af alt, fordi hele miseren drives frem af en skrigende unødvendighed.

En doven Squash

Filmen er efter hovedbagmændenes eget udsagn ikke lavet for at give Nørbygaards skrantende økonomi et løft. Hvorfor så, kan man med god grund spørge. Historien er nemlig både fjollet og plat, usammenhængende og ligegyldig. Filmen er amatøragtig grim, og Finn og Jacob er mildest talt ikke de store skuespiltalenter.

Hvor sympatisk skæv Nørbygaard end er i rollen som forhutlet hjemløs, så bibringer han ikke rollen flere nuancer end en doven Squash. Og apropos netop den sodavand, så er filmen klamt skændet af product placement. Squash og Becel, som Finn og Jacob hhv. har lavet og laver reklamer for, er grundigt fremhævet i filmen.

”Klovn” for old boys

Med lidt god vilje kan man se det som en del af den selvreferentielle modus i filmen, der vel, igen med lidt god vilje, kan opfattes som et forsøg på at lave en slags ”Klovn” for old boys.

Men Frank Hvam og Casper Christensen med følge, de selvsamme ”unge” stand-up'ere, der overtog rampelyset efter det gamle ”Jydekompagni”, er langt mere grænsesøgende og flagellant udleverende end Finn og Jacob her har haft modet til at være. Derfor virker ”Den sidste rejse” mere selvoptaget end satirisk kommenterende på nutidens sammenblanding af virkelige og fiktive personer.

Støvet og usmidigt

Jeg tror ikke, at det blot kan tilskrives en generationskløft, at jeg i øvrigt opfatter deres take på maskulinitets-identitet som forvrøvlet gammelmandsagtig. Når man i form forsøger at være med på noderne, skal man altså også være det på indholdssiden. Derfor falder beskrivelsen af de to mænds homoerotiske venskab pinligt fladt til jorden.

Det tegnes op af klicheen om det feminine (Finn laver mad, vasker tøj, og snakker Jacob et øre af, når han kommer træt hjem fra arbejde) og det maskuline (den kronragede lejemorder, der dog er i så tæt kontakt med sin følsomme side, at han i en scene ikke bare er i badekar med Finn, men også nænsomt tilbyder ham at sy et af Finns utallige sår på næsen - alt sammen i bar røv og badeskum).

Alt sammen virker det blufærdigt støvet og usmidigt som en pensionist med hold i ryggen. Det er ikke noget, der kan berige nogen, i hvert fald ikke publikum.

Historien er både fjollet og plat, usammenhængende og ligegyldig.Filmen er amatøragtig grim, og Finn og Jacob er mildest talt ikke de storeskuespiltalenter.