En enkelt til Korsør

Komedie

En enkelt til Korsør

Danmark, 2008

Instruktion: Gerd Fredholm

1 time 44 minutter

Premiere i dag i biografer landet over

Det kan næsten ikke blive mere typisk: Den håbløse akademiker Rasmus (Carsten Bjørnlund) får efter endt ph.d. valget mellem et job i Nuuk eller på VUC (bemærk ordspillet) i Korsør - og vælger sidstnævnte.

Her bliver han ansvarlig for et umage hold voksenstuderende, der står mere eller mindre uforstående over for al hans akademiske ævl om ”den romantiske idiot”. En enkelt af de studerende, Signe (Lærke Winther), er dog lydhør over for romantikkens tanker - særligt den om mennesket som et væsen, der leder efter sin tabte halvdel.

Skarpt sving
Men en lille times tid inde i filmen foretager instruktør Gerd Fredholm et skarpt handlingsmæssigt sving: Den søde musik mellem lærer og elev bliver til et etisk dilemma, da den søde Signe viser sig at være lesbisk og spørger Rasmus, om han vil være sæddonor til hendes og kærestens barn.

Det sætter unægteligt lidt krydderi på handlingen, som dog stadig er så tidstypisk og gennemsnitlig, som tænkes kan.

Der er lige lovlig meget dansk almindelighed i ”En enkelt til Korsør”, og sammenstødet mellem den ”virkelighedsfjerne” akademiker og provinsboernes virkelige verden er en gigantisk kliché - men alligevel er det endt med at blive en indtagende film.

Kantet sødme
Dialogen er ligefrem og mundret, og Carsten Bjørnlund er troværdig og afdæmpet i hovedrollen. Men især lyser Lærke Winther, der især er kendt for sin bidende satire i tv's ”Normalerweize”, op i den kvindelige hovedrolle.

Hun er ikke noget oplagt valg, men hun har en kantet sødme og ligefremhed, der gør, at man så udmærket forstår, hvordan han kan forelske sig i hende. Fortællingen har et godt tempo, og nattebillederne af Storebæltsbroen, der lyser i mørket, er fin danmarks-poesi.

Klichéer
Håndværket er med andre ord i orden - andet ville da også undre, da Fredholm er en af branchens veteraner - men til en anden gang ville det være skønt med en fortælling, der turde udfordre klichéerne i stedet for at bekræfte dem.

Håndværket er i orden, men til en anden gang ville det være skønt med en fortælling, der turde udfordre klichéerne i stedet for at bekræfte dem.”