Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Inherent Vice | film.guide.dk

Hippietider på retur

Krimikomedie: Paul Thomas Andersons nye film bygger på en roman af Thomas Pynchon, ”Naturlige mangler”, og fortæller den udlevede hippie og privatdetektiv Docs historie. Vittig, underholdende, tankevækkende.

Inherent Vice
USA 2014

Instruktion: Paul Thomas Anderson

2 timer og 29 minutter

Premiere den 12. februar


»The devil came from Kansas,« sang Gary Brooker på Procol Harums ”A Salty Dog” (1969); samtidig syntes hans sataniske majestæt genfødt i Californien. Samme år skete der et mord midt under Altamont-koncerten i staten, hvor The Rolling Stones opførte nummeret ”Sympathy for the Devil”.

De sataniske Manson-mord blev begået i 1969 og dirrer som en vag undertone i Paul Thomas Andersons nye film, der foregår i 1970 – året for hans fødsel. Han har nu lavet syv film: Deres kvaliteter, opfindsomhed og originalitet er uomtvistelige, for mig især denne, der er et broget patchwork af begivenheder, sikkert og overlegent komponeret og orkestreret – og med en til tider næsten forhastet absurd og vittig dialog, der momentvis minder om Brødrene Coens skæve krimikomedie ”The Big Lebowski” (1998).

Chandler i fjerde potens

På sorgløs facon, der gør tragedie til komedie, pejler den de lov- og grænseløse hippietiders rabundus og afvikling – uden beklagelse, men med et skævt grin. I centrum står den nedslidte hippie Doc (Joaquin Phoenix), der i tristesse hænger ved livsstilen, stofferne især. Han er ældet, noget af en lazaron med bare fødder i sandaler, men har fået licens som privatdetektiv og refererer til indbegrebet af en parodisk brovtende Los Angeles-politimand (Josh Brolin) som sin modpol. Som et ikonisk tegn på æraens endeligt vises i et kort glemt et hippie-panorama komponeret som Leonardos nadverbillede!

Strukturen i historien er en Raymond Chandlerroman i fjerde potens: Først Chandler selv og hans detektiv, Philip Marlowe, så Howard Hawks’ filmatisering af romanen ”The Big Sleep” (1946) med Lauren Bacall og Humphrey Bogart, så Robert Altmans filmatisering af ”The Long Goodbye” med Elliott Gould og Nina van Pallandt (1973) og nu denne med Phoenix og hans pige, Shasta (Katherine Waterston), et blændende lynnedslag af talent og sensualisme. Den rolle må være hendes definitive gennembrud til stjernestatus.

I en mange minutter lang sekvens optræder hun splitternøgen og masserer Docs lår med sine tæer, indtil scenen kulminerer i spanking og noget, der ligner voldtægt. Men ellers virker Doc lettere hjælpeløs over for kvinder, og måske det er en feministisk pointe, at filmens voice over er tildelt harpenisten Joanna Newsom, der også figurerer kommenterende i randen af handlingen.

Lykken i regnen

Det er ikke svært at overskue forløbet: Begivenhederne følger anekdotisk på hinanden, og sært passivt. Som også Chandlers Philip Marlowe driver Doc fra den ene sag til den anden. Jo længere han kommer, des tættere er de forbundne. Hvad der derimod kan være vanskelig at følge, er den snørklede, vidtløftige dialog, som fortrinsvis foregår inden døre og ofte – uden at der helt er talt ud – toner over i nye scener, der følger på hinanden som bølger, der sletter den foregåendes spor.

Mig forekommer ”Inherent Vice” mere fascinerende end Andersons tidligere, men hvad handler den om? Det behøver ikke være så meget, når historien fængsler så effektivt, og spillet er suverænt, selv i de mindste biroller står personerne skarpt aftegnet. Men titlen kan give et fingerpraj: Den hentyder til alle fænomeners indboende foranderlighed og forgængelighed: Chokolade kan smelte og æg slås i stykker. Således havde også hippiekulturen sin tid, der løb ud – i ingen ting, og Anderson registrerer dens udmattede eftervirkninger. Men, som en engelsk kritiker har bemærket: Man kan manipulere med titlen: ”In(co)herent Vice”, og da peges der på den syndige verdens vilkår: At alle drømmes, den vestlige verdens, modernitetens, alle tings yderste skæbne, er kaos, tilintetgørelse, ubegribelighed. Og så er vi tilbage ved ”Magnolias” apokalyptiske rædselsvisioner.

Og dog findes der inderst i filmen en skrøbelig lykke, et spinkelt håb: Scenen, hvor Doc sansende erindrer, hvordan han og Shasta engang løb dyngvåde på bare tæer i silende regn gennem Los Angeles’ øde gader til tonerne af Neil Youngs ”Journey Through the Past”. Her glimter den store benådede kunst.

Anmeldelse af American Hustle

23-01-2014: Christian Bale og Amy Adams spiller et par plattenslagere, der vil frem i verden. Erotikken er der også knald på. Læs artikel

Anmeldelse af 2 Guns

10-10-2013: Islændingen Baltasar Kormákurs fjerde amerikanske film er fingernemt skruet sammen. Det er ikke publikum, der bliver snydt. Læs artikel

Anmeldelse af Pain & Gain

05-09-2013: Udspillende sig i Miamis g-strenghimmel i 90’erne fortæller Michael Bays seneste film helt uden elegance og humor den helt igennem ligegyldige historie om tre tumpers forsøg på at snyde sig til tops. Læs artikel

Anmeldelse af Familien Miller… Langt over grænsen

15-08-2013: Velfungerende replikker og solidt type cast løfter denne amerikanske komedie til mere end en middelmådig skabelon. Læs artikel

Anmeldelse af Red 2

08-08-2013: ”Red” fra 2010 har fået en efterfølger, der savner forgængerens krogede, effektive handling, men underholder med en flok herlige skuespillere. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...