Anmeldelse: De satans chefer

DE SATANS CHEFER

(Horrible Bosses)

USA 2011

Instruktion: Seth Gordon

1 t. 40 min.

Premiere landet over

Forrige weekend var jeg i London og se Kevin Spacey som titelpersonen i Shakespeares "Richard den 3." på The Old Vic. Han spillede verdenslitteraturens største skurkerolle pragtfuldt på den lille teaterscene, hvor han selv har været kunstnerisk leder siden 2003, og han lignede en lykkelig mand.

Hvilket kan være en del af forklaringen på, at den dobbelte Oscar-vinder efterhånden synes stort set at have sat sin seriøse filmkarriere på standby og bare indimellem optræder i jævne film, hvor han mere eller mindre kan indtelefonere sin præstation. Det gælder også her, hvor han sammen med Jennifer Aniston og Colin Farrell udgør de tre hver på sin måde infame chefer, som tre småbøvede ansatte beslutter at myrde.

Der antydes et småbesk perspektiv, noget med at krisen kan betyde, at folk finder sig i langt større ydmygelser på deres arbejde, end de burde. Men så fuser historien ellers ud i en ubehjælpsom blanding af indforstået filmnørderi, småplat farce og magelig halvspænding.

Ikke satans nok

Til gengæld er den ofte mere elegant instrueret og for bøvehovedernes vedkommende også bedre spillet, end manuskriptet har fortjent. Den flinke Jason Bateman, den neurotiske Charles Day og den brovtende Jason Sudeikis får faktisk opbygget en ret dynamisk trio af uheldige antihelte og lavet tre fine og ganske vittige billeder af mænd, der ikke er nær så smarte, som de gerne vil være.

Filmens store svaghed er imidlertid, at cheferne slet ikke er onde nok. Hvis de filmglade hovedpersoner synes, at deres chefer er onde, har de tydeligvis hverken set eksempelvis Meryl Streep i "Djævelen går i Prada" eller Kevin Spaceys gamle glansnummer i "Swimming with Sharks".

Pæn pige, nu med frække ord

Amerikansk presse har ganske vist gjort meget ud af, at den nuttede Jennifer Aniston her spiller skrupliderlig, letpåklædt tandlæge og siger en masse sjofle ord. Men derfor ligner hun stadig bare en pæn pige, der prøver at være sjofel.

Colin Farrell har heller ikke meget at rive i som bøsset kokainvrag med hentehår. Der er i det hele taget indimellem en svagt homofob og kvindefjendsk undertone i filmen, nærmest som om den alligevel mest henvender sig til de umodne drengemænd, som den til at begynde med foregiver at satirisere over.