Anmeldelse: Anonyme romantikere

Anonyme romantikere

Fransk/belgisk 2011

(Les émotifs anonymes)

Instruktion: Jean Pierre Améris

1 time og 20 min.

Premiere i Grand

I min studietid færdedes der på de humanistiske fag et par meget generte, undselige, blege og sært krabbende brødre, rene undskyldninger for sig selv. Ubarmhjertigt blev de kaldt brødrene Angst og Bange.

Angst og bange er også de to hovedpersoner her, titlens anonyme romantikere, og anonyme er de, skønt de begge har et navn, men på en måde er de ingen, bortset fra angst og bange. Han, der ejer en lille chokoladefabrik, siger selv til sin psykolog, at han er angst, angst for alting, for fysisk kontakt og berøring især, hvad der gør ham lettere fjollet og meget kejtet.

Hun ansættes på hans lille fabrik, er sød og køn, usikker og bange og går i gruppeterapi, har intet selvværd, men er genial til at lave og sælge chokolade.

Filmen er en sorgmunter komedie, der i løbet af handlingen bringer de to ensomme og sky mennesker tættere på hinanden – ofte i ubehjælpsomme og klodsede situationer. I det ene øjeblik bliver hun opstemt og overgiven og fabler om deres kommende liv og børn med hinanden, så at han flygter i fuldt firspring. I det næste øjeblik ser hun realistisk deres umulige forhold i øjnene og afviser ham med henvisning til ægteskabets daglige opslidende trivialisering.

Sandheden ligger vel et sted midt imellem, og ingen af dem overvinder deres skyhed, men synes dog at slippe ud i frihed, men sikkert stadig angst og bange.

Det er en charmerende lille film, en bagatel, men med en egen, lidt syret opfindsomhed og fint spil i de to hovedroller, der sekunderes dels af de fire ansatte på chokoladefabrikken, dels af de ramponerede eksistenser i gruppeterapien.

Den er aparte, den film, men skal ikke kanøfles, tværtimod, den skal roses for sit vid og sin komik, der jævnligt kalder på latteren.