Det gode hjerte

Det gode hjerte

Danmark, Island, USA, Frankrig, Tyskland, 2009

Instruktion: Dagur Kári

1 time 39 min.

Premiere i dag i Grand, København, Øst for Paradis, Århus, og Cafébiografen, Odense

Der var længe tale om, at Tom Waits skulle spille en af de to hovedroller i islændingen Dagur Káris første amerikanske spillefilm ”Det gode hjerte”.

Det lykkedes ikke at få filmens og multikunstneren Waits program til at gå op, så nu er det skotske Brian Cox, man kan se i rollen som den bitre barejer Jacques, der sætter sig for at oplære den hjemløse Lucas (Paul Dano), så han kan overtage baren, når Jacques' hjerte siger stop.

Det er nemlig ikke i for god en stand, og de to møder da også hinanden på hospitalet efter endnu et af Jacques' utallige hjerteanfald.

Underfundig komedie

Dagur Kári er uddannet fra Den Danske Filmskole, og han er en af de originale instruktører, der kunne gøre den danske filmindustri langt rigere, men desværre for os er han gladere for at lave film i Island og nu også USA.

Desuden har vi måttet vente længe på at få muligheden for at se ”Det gode hjerte” i danske biografer, så nu hvor chancen endelig byder sig, er det bare om at komme af sted.

Filmen er en underfundig tragikomedie i den samme tradition som film af amerikaneren Jim Jarmusch og finnen Aki Kaurismäki (især ”Drifting Clouds”). Med Jarmusch' ”Down By Law” og ikke mindst Robert Altmans ”Short Cuts” in mente forstår man så overmåde godt, at Tom Waits var tiltænkt rollen som Jacques.

Heldigvis er det ikke noget problem for Cox at give rollen besk fylde og uærbødig brod. Også Paul Dano (”Little Miss Sunshine”, “There Will Be Blood”) har det rigtige indsigtsfulde blik i et ellers vegt udseende til at give rollen som Lucas levende form.

Ætsende dialog

Men det vigtigste er dog den sprogligt sprudlende og syrligt ætsende dialog, som sprinter af sted fra især Jacques' mund. Det er ikke platte one liners, men sorte, absurde, humoristiske fiffigheder, der præger manuskriptet, og det løfter filmen, der nogle gange er tynget af fortællemæssig overtydelighed.

Men læg så dertil en and, der hedder Estragon, en flok stamkunder i baren, der alle er overraskende genkendelige i al deres skævhed (den tyske stimulator aka gigolo, blomsterhandleren, der aldrig kan komme med store buketter nok til damerne og derfor ikke kan score, den tavse mand, der hellere vil telepatere til dyr end til mennesker, i øvrigt spillet af Nicolas Bro, osv.) og et eksplosivt samspil mellem Cox og Dano, så har man et beundringsværdigt stykke underholdning, som man ville ønske var blevet lavet herhjemme.