Anmeldelse: Up in the Air

Up in the Air

USA, 2009

Instruktion: Jason Reitman

1 time 49 min.

Premiere i dag i 15 biografer landet over

De eneste forbindelser, som Ryan Bingham (altid elegante George Clooney) dyrker - er dem med sine fly. Han flyver verden rundt for at fyre de folk, som virksomheder ikke selv tør se i øjnene. Gennem Ryans metier møder vi i små indklippede sekvenser virkelighedens mennesker og enkelte skuespillere, der beretter om følelser i fyringssituationer.

Målet er flypoints

Personligt er Ryan frigjort fra enhver menneskelig relation og besøger sjældent det hjem, der renset for personligt præg inkarnerer tidens take-away-trend. Varmen i sit liv finder han i lufthavnens strømlinede venlighed.

Hans mantra, den letpakkede livsstil, visualiserer han ved brug af en rygsæk i sine motivationstaler for nye fyrings-konsulenter. Hans personlige mål i livet er at skrabe så mange flypoints sammen, at han kan få sit navn på et fly.

Her bringer filmen mindelser om Budd Schulbergs roman ”Hvorfor har Sammy så travlt?” (1941) - om den lille Sammy, der pisker af sted for at nå til tops. Men hvad venter egentlig ved målet?

På sin vej gennem luften indleder Ryan et casual forhold til sin kvindelige pendant: Den kønne og karriereorienterede Alex Goran (Vera Farmiga). Mens den lille naive og fremadstræbende speed-snakkende pige på 24 (dygtige og debuterende Anna Kendrick), der er sendt ud med Ryan, stiller parret de rette spørgsmål.

Talentfuld instruktør

Det, der er så pokkers fascinerende ved den canadiske instruktør Jason Reitman, er de mange mellemlag, han fletter ind i sine komedier, og så evnen til svuuuurp at få det samlet til et utvunget hele.

På den ene side laver han ikke mainstreamfilm, og på den anden side rammer hans film direkte ind i mainstream-publikummet - denne gang hjulpet på vej af vores yndlings mainstream-med-mening-ikon George Clooney.

Jason Reitman er ham med independentfilmene (lavet uden for det store Hollywood-maskineri) ”Thank You for Smoking” (2006) om spindoktorer og tobaksindustri og ”Juno” (2007) om hende den lille 16-årige charmør med pibe og vittigt sprog, der går hen og bliver gravid.

Der er tale om oprigtigt sjove komedier, der på en og samme tid i små fragmenterede øjeblikke stiller uhyggeligt skarpt på tiden, spidder typer, roterer i kulsorte dilemmaer og i ny og næ åbner for direkte tragiske elementer, som danner sprækker i lattervæggen.

”Up in the Air”, som bygger på en roman af samme navn af Walter Kirn, om individets ensomme jagt på eget mål, er den af de tre film, der kommer længst fra det sjove og tættest på det alvorlige.

Moralen nærmer sig det firkantede med sin påmindelse om, at det vigtige i livet er minder med vore kære. Alligevel styrer Jason Reitman fermt uden om for åbenlyse feel good-klichéer og lander eftertænksomt i et billede af menneskelig sårbarhed.