Anmeldelse: The Descendants

The Descendants

USA, 2011

Instruktion: Alexander Payne

1 time 55 min.

Premiere i dag i biografer landet over

»Paradis -rend mig i røven.« Det er Matt Kings svar, når hans venner bekendtgør, at det Hawaii, som han og hans familie bor på, må være noget nær et guddommeligt Eden. For det er 15 år siden, Matt har stået på et surfbræt. Han behøver ikke dagligt at dække sig i solcreme, for han tilbringer det meste af sin tid inden døre på sit advokatkontor.

Og så skinner solen faktisk heller ikke så meget på Hawaii, hvis man skal tro Alexander Paynes film ”The Descendants”.

Kedelig arbejdsmus

Matt King (George Clooney) er en lidt kedelig arbejdsmus, der ikke ser sin familie meget. Da hans kone er ude for en bådulykke og ender på hospitalet i koma, tvinges han til at hengive sig til familielivet, og han opdager, at han hverken rigtigt kender sine to døtre på henholdsvis 10 og 17 år eller sågar sin kone.

Hun har nemlig haft en affære, uden at Matt har haft den mindste mistanke om det. Samtidig skal Matt beslutte sig for, om han vil frasælge et stort stykke arvet land, som han og hans mange fætre og kusiner ejer i fællesskab, men som Matt er administrator af.

Alexander Payne har særligt gjort sig bemærket med film om midaldrende mænd i krise, såsom road-komedien ”Rundt om Schmidt”(2002) og den berusende vincharmer ”Sideways” (2004). ”The Descendants” lægger sig fint i halen på de to foregående film. De er alle morsomme mandemelankolier.

Et anderledes Hawaii

Det triste og forstemmende går nemlig altid hånd i hånd med det håbefulde og muntre, og netop den blanding gør Paynes film til lystige livslektioner, som man ikke må snyde sig selv for.

Titlen ”The Descendants” betyder efterkommere på dansk. Det er betegnende for Matts måde at tackle sin eksistentielle opvågning på, for den hægter sig fast til opdagelsen af, at nok fødes og dør man alene, men indimellem er man formet og forbundet af historien, slægten og landet, som man lever i.

Det illustrerer Alexander Payne ved at vise Hawaii frem på en måde, der bryder med turistbrochurernes glansbilleder af et solbeskinnet paradis og ved at fokusere på gamle familiebilleder af hele den lange slægt, som Matt nedstammer fra. Det er typisk for den lavmælte symbolik, der smykker filmen, og det holistiske livssyn får dermed mere et poetisk end et prædikende format.

Det er delikat og besnærende formidlet af Payne.

Fik en Golden Globe

George Clooney har allerede modtaget en Golden Globe og en Oscar-nominering for rollen som Matt, der hjemmevant rejser rundt på de mange øer, der udgør Hawaii, men som alt for længe har været turist på den ø, som hans egen familie er. Og prisen og nomineringen er fuldt fortjent.

Clooney injicerer sin karakter med lige dele tilbageholdt værdighed og håbløs vatnisse. Men det er ikke hans fortjeneste alene, at ”The Descendants” bliver sådan en varm og elskelig film.

Uden Payne, uden Shailene Woodley som teenagedatteren Alexandra, uden Judy Greer, Nick Krause, Robert Foster, og - meget overraskende - Matthew Lillard (kendt for ”Scream” og Scoobidoo-filmene), som leverer en prægnant præstation, var ”The Descendants” ikke blevet sådan en sjælfuld oplevelse.

Her mærkes det holistiske udspring. Det er helheden frem for enkeltdelene, der betyder noget i dette blide, humoristiske drama om det og dem, der kan agere støddæmpere i sorgen.