Drengerøve (Grown Ups)
USA 2010
Instruktion: Dennis Dugan
1 time og 42 minutter
Premiere torsdag i biografer landet over
Der er sat alle sejl til for, at enhver med en indre drengerøv kan prutte, fnise og huje ad lærredets fem gange drengerøve på drengerøvstur. Selv om en del af miseren foregår i et vandland med imponerende krumspring og halsbrækkende manøvrer, ender det hele som en tåkrummende pinlig maveplasker af værste kaliber.
Adam Sandler, Kevin James, Chris Rock, David Spade og Rob Schneider spiller de fem venner og gamle basketball-buddies, der mødes efter en hulens masse år. Anledningen er begravelsen af deres gamle coach, som betød meget for dem som børn. De fem venner, deres respektive hustruer og børn (som er skuespillernes egne børn) tager derefter på en munter weekendtur.
De karter rundt i den ene scene efter den anden, hvor de genopliver deres drengerøvs jargon og manddomslege med en underliggende morale om vigtige familieværdier og gode gerninger. Det er lige før, man ser Sandler (der fik ideen til filmen) sidde med en dosmerseddel:
Lækre ungmøer vi kan sidde og savle over - tjek.
En masse plat sex snak - tjek.
Endnu mere plat sex snak - tjek.
Grove, men aldrig for grove kommentarer til hinanden - tjek.
Halsbrækkende manøvrer, hvor vi viser os over for hinanden - tjek.
Og sådan er filmen også instrueret af Dennis Dugan - en masse enkeltstående episoder for at få prøvet mest muligt af, men ingen glidende sammenhæng.
Enkelte scener rammer faktisk en fin tone. F.eks. med Adam Sandler i billedet, hvor han forsøger at opdrage sine børn.
At Salma Hayek er dumpet ned i dette ruskomsnuskede univers, virker så forvirrende, at man spørger sig selv, om hun er på besøg fra en anden film. Hun spiller en stærkt og bitchy lady, som er alt andet end vild med sin mands (Adam Sandler) venner ? mæææn mon ikke hun går hen og bliver god?
Det er irriterende, at der ikke er mere at hente i denne komedie - når Adam Sandler faktisk er leveringsdygtig i hjertelig komik. Han optræder tit en anelse duknakket med en befriende evne til at sige sandheden ærligt, men uden ondskab. Dertil er han oftest god, og aldrig kedelig i sine bøvede og renhjertede figurer. Humoren fejler som regel intet, hvorfor et klukkende gensyn kan anbefales med ”The Wedding Singer” og ”Punch Drunk Love”.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



