Dance Flick

Komedie

Dance Flick

USA, 2009

Instruktion: Damien Dante Wayans

1 time 23 min.

Premiere i dag i Palads, København, Kinopalæet, Lyngby og BioCity, Århus

Nu bliver det sagt: Jeg elsker dem. Dansefilm. Film med teenagere, der forsøger at danse sig til succes, til anerkendelse og til glæde. Ofte er disse film ikke vægtige værker, man ville for eksempel ikke indstille ”Dirty Dancing” til en Oscar for andet end musikken.

Men der er værker, der er mere end ren musikalsk og romantisk eskapisme, for eksempel ”Fame” af Alan Parker, der var et generationsportræt med substans. Og det bliver interessant at se, om genindspilningen af Parkers klassiker, der om ganske kort tid rammer de danske biografer, kan ramme den samme indbydende tone.

Man skal dog ikke tro, at man kan udfylde ventetiden med at se ”Dance Flick”, hvis det er dansen, man er interesseret i

De små smil stivner

”Dance Flick” er en såkaldt spoof, en parodi på andre filmgenrer eller hovedværker pakket ind i komediens klæder. Andre eksempler er ”Scary Movie” og ”Not Another Teen Movie”. Desværre lykkes det alt, alt for sjældent at gøre disse snyltefilm rigtigt morsomme.

Det er også sagen med ”Dance Flick”. Et par enkelte fnis over den overgjorte, outrerede og vulgære komik holder sig ikke tilbage, men de små smil stivner hurtigt i en kæbevridende grimasse.

Genren tro er der ikke meget plot og fortællemæssig fremdrift i ”Dance Flick”, der mere er enkelte scener lagt i lagkagelag bundet sammen af en tyk creme af satire.

Der er trods alt en form for historie i filmen, der kan refereres.

Den unge pige Megan tager fra provinsen til storbyen New York, efter at hendes mor er blevet dræbt i en trafikulykke den selv samme dag, som Megan var til optagelsesprøve til balletlinjen på Juliard, skolen for drama, musik og dans.

Nu skal hun bo hos sin fordrukne far og gå i en rigtig ”ghetto”-skole. Her møder hun gadens dansere og indlemmes i street-dansens underverden. Hovedhistorien her er et plagiat af ”Save The Last Dance” (2001), men der er fyldige referencer til film som ”Step Up”, ”Flashdance” og ”High School Musical” til dansescenen i ”Little Miss Sunshine”, kantinescenen i ”Fame”.

Der er sågar fundet plads til en parodi på ”Ray” om den blinde musiker Ray Charles, en figur, der for øvrigt ikke har nogen betydning for noget som helst i filmen, men giver bagmændene mulighed for at lave et kedeligt gag med en varm kop kaffe og et kloakhul.

Hittepåsomhed

Ophavsmændene er Wayans-familien, der også stod bag ”Scary Movie”, tv-serien ”Wayans Brothers” og pinligheden ”White Chicks”. De skal krediteres for deres fandenivoldskhed og hittepåsomhed. De kender deres filmhistorie, og det er halvvejs morsomt at gætte med på hvilken film, der parodieres.

Hvis man altså elsker dansefilm.