Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Wild Tales | film.guide.dk

Anmeldelse af Wild Tales

Sort komedie: ”Wild Tales” udgøres af seks episoder, der med syrlig ironi bringer sine personer i situationer, hvor de drives ud over deres normale hæmninger i desperation eller uhæmmet aggression. Den vittigste film på repertoiret.

Wild Tales

Instruktion: Damián Szifron

Argentina 2014

2 timer og 2 minutter


Det er en film »om den ubestridelige fryd ved at miste kontrollen«, har instruktøren forklaret. Og alle kender vi fryden: En selvcentreret trang til at give los, smide problemerne fra os og lade dem eksplodere – uanset konsekvenserne.

Det er, hvad der sker i ”Wild Tales” – seks korte historier, der hver og én accelererer i skadefro aggression, vold, hævn og ekstatisk ødelæggelse.

Filmen er en blændende opvisning i grotesk, sort, morbid humor. Desuden er den herligt afvekslende: Road movie, melodrama, thriller. Samtlige seks ”Wild Tales” afvikles med en knivskarp sarkasme og forløber i en stemning af uafvendelig absurditet, hvor hverdagshændelser eskalerer til uoverskueligt, katastrofalt kaos, uden at troværdigheden forlises, skønt personer havner i situationer, der driver dem hinsides deres normale grænser.

Forud for virkeligheden

Den første episode slår den groteske tone an og viser, hvordan kunsten jævnligt er forud for virkeligheden. En flok passagerer sidder i et fly og kender ikke hinanden, men alle kender de en mand, som de på den ene eller anden måde har svigtet, krænket, mobbet. Han er droppet af sin kæreste, kasseret som komponist af en censor o.s.v. Hvad de ikke ved, er, at offeret sidder i cockpittet og hævner sig ved at smadre flyet direkte ned i en have. Episoden siges at have givet producenten røde ører efter den tyske flytragedie for nylig.

Så følger historien om en brutal bolighaj på en restaurant. Servitricen genkender ham: Han har ruineret familien. Hun aner ikke sine levende råd, men kokken tager affære, hvad manden ikke har godt af.

I den tredje historie irriteres en spradebasse i en fashionabel bil over en skrammelkasse, råber af chaufføren og giver ham fingeren. Det skulle han aldrig have gjort. Mødet optrappes fra skænderi til ødelæggelse, hvor parterne overgår hinanden, som vi kender det fra Gøg og Gokke og fra Panduros og Bent Christensens ”Naboerne” (1966).

Systemet vinder altid

”Bomben” hedder den fjerde historie: En mand får både en parkeringsbøde og en regning for at få sin bil slæbt væk. Han protesterer, mener sig uretfærdigt behandlet og har ret, bliver rethaverisk og griber til selvtægt og vold og mister alt, indtil sagen tager en komisk drejning. Historien er en nær slægtning af Heinrich von Kleists berømte novelle ”Michael Kohlhaas”. Det nytter aldrig at sætte sig op mod systemet. Det vinder altid! Tænk på, hvordan det gik Glistrup!

Næstsidste historie: En ung fløs har nuppet sin stenriges fars bil og kører en gravid kvinde ihjel. Forældrene søger at beskytte sønnen (og sig selv) ved at betale havemanden for at påtage sig skylden. De assisteres af en svindelagtig advokat, der forhandler med en statsadvokat, der er lige så rådden, og affæren eksploderer i skænderier om millioner af euro.

Bruden går bananas

Endelig finalen: Et mondænt overklassebryllup, hvor bruden lige før brudevalsen opdager, at brudgommen har en affære med en pige, der er til stede. Bruden går bananas og slipper hæmningerne, så festen forvandles til et vildfarent missil og udarter til et afsindigt, løssluppen kaos. Både tåkrummende pinligt og afsindigt morsomt!

Bag hver historie fornemmes en afslappet, men kompromisløs kritik af et samfund behersket af materialisme, korruption, egoisme, hensynsløshed og rådden personlig moral, som alle personerne er enten fanger af eller sætter sig op imod i en vild lyst til frigørende renselse, hævn og ødelæggelse. Og filmen er befriende vittig, afbalanceret, uden det mindste strejf af den misantropi, som ellers ligger lige for. Faktisk er det en renselse at sidde og godte sig over ødelæggelsesraseriet. Som når man tramper i sit eget – eller helst andres – sandslot på stranden.

Anmeldelse af Tilbage i ringen

09-01-2014: Der snyltes på filmhistoriske storbedrifter i denne slapsvansede boksefilm. Læs artikel

Anmeldelse af Mine helte

07-11-2013: Hjertevarm historie om en sort dreng, der står til udvisning af Frankrig, men skjules af en hjertevarm familie med en rappenskralde af en mor, en hyggeonkel af en far og en søn i vildrede. Læs artikel

Anmeldelse: En kvinde, en pistol og en nudelbar

05-05-2011: En kinesisk slapstick-film er herligt fjollet. Læs artikel

Anmeldelse af Mod naturen

25-03-2015: Nordmanden Ole Giæver har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i en lun film om en mand i krise. Han løber rundt i fjeldet med bar røv og blotlægger bogstaveligt talt et moderne menneskes banale udfordringer. Læs artikel

Anmeldelse af The Second Best Exotic Marigold Hotel

18-03-2015: Trods et fint hold af skuespillere lever historie nummer to om det eksotiske Marigold Hotel ikke op til forgængeren. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...