Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Magic in the Moonlight | film.guide.dk

Magiens fortryllelse

Komedie: I 1920 blomstrede clairvoyance og spiritisme. Woody Allen fortæller historien om en arrogant rationalist, der deler hans egen illusionsløse nihilisme, men uden hans humor, og begge må de give sig.

Komedie
Magic in the Moonlight

USA 2014

Instruktion: Woody Allen

1 time og 37 minutter


Vi er i 1928. Som følge af de grusomme tab af fædre, ægtemænd og sønner, som mange familier havde lidt under første verdenskrig, var 1920’erne en blomstringstid for clairvoyance og spiritisme, kontakt med de afdøde, borde, der dansede, og bankeånder.

Under navnet Wei Ling Soo er englænderen Stanley Crawford (Colin Firth) en feteret tryllekunstner. Han er også en selvfed, opkæftende, uforskammet, hoven stodder, hvis mentale element er en morderisk sarkasme over for alt og alle.

»Jeg var nød til at trække vejret,« siger en af hans hjælpere undskyldende efter en forestilling.

»Du er ikke ansat til at trække vejret,« hvæser han.

Faktisk et dumt svin, der kun er forvisset om sin egen fortræffelighed og fornuftens overlegenhed, en gnaven, vindtør rationalist, der ikke tror på noget som helst undtagen de fem sanser, og hvad der kan tælles, måles og vejes, samt dødens vished. En glædesløs, på bunden ulykkelig mand.

En clairvoyant ung pige

Alligevel lever han af magi, men som illusionist. Folk vil fortrylles af tryllekunster, men de er bedrag, og bedrag er alt, hvad der ikke kan forklares rationelt.

Af en gammel ven og kollega (Simon McBurney), der ikke har haft samme succes som Stanley, inviteres han til Cote d’Azur for at afsløre eller overbevises af en ung pige, Sophie (Emma Stone), der angiveligt er clairvoyant og har evner som spiritistisk medium.

Stanley vil udstille al hendes fup, bedyrer han, og kunne have citeret digteren Ludvig Holstein, der i 1920’erne forbandede spiritismen:

»Jeg tror ikke spor/ på en ånd, der er avlet i hor med et bord.«

I en seance henrykker Sophie sin stenrige værtinde i en stor eksklusiv Riviera-villa ved at skabe kontakt til hendes afdøde ægtemand, der fra det hinsidige forsikrer altid at have været hende tro. Samtidig kan Sophie over for den stadigt skeptiske, men forundrede Stanley afsløre forhold, som han ikke mener, at nogen kan have kendskab til, og langsomt afløses hans mistro af fascination og gryende forelskelse.

Hvordan historien i øvrigt er skruet sammen, skal ikke røbes, men Stanley bliver mere og mere febrilsk, for den fattige Sophie står foran en forlovelse med husets søn og en fremtid i svimlende rigdom.

Bevis på magiens eksistens

Colin Firth skaber i høj grad filmen, selv om hans taktløse, skvaldrende ordgyderier bliver lovligt repeterende. Skønt hans højrøvede intellektualisme anfægtes, holder han stilen, selv da han (næsten) overgiver sig til Vorherre i forbøn for en elsket tante (Eileen Atkins) efter en trafikulykke. Afviser han al metafysik, vipper hans begreb om rationalitet og magi langsomt til den sidstes fordel, og han må overgive sig til den mystik, som han foragter, og indrømme, at der er forhold i livet, som unddrager sig rationel forklaring:

»Jeg tror, at livets kedsommelige realiteter er alt, hvad der er, men du, Sophie, er bevis på, at der er mere, mere magi, større mystik.«

Som Sophie er Emma Stone køn, sød og kvik, men lidt for fad og famlende i de vanskelige clairvoyance-scener, mens der i birollerne ydes fortræffeligt komediespil.

Klassisk filmstil

Stilistisk genskabes 1920’ernes art-deco-stil fint, og der er over billederne fra Cote d’Azur en betryggende blød, gullig tone, anno dazumal, som fotografen Darius Khondij skaber ved brug af 35 mm-film og gamle cinemascope-linser.

Woody Allens til perfektion udviklede klassiske filmstil bærer historien med dens upåfaldende kamerabevægelser og lange uklippede samtaler. Skønhed er en følelsesmæssig nødvendighed i hans film, og selvfølgelig kan han ikke dy sig for at citere en af mestrene:

Da Firth og Stone på et tidspunkt kører langs det blå middelhav i en rød Alfa Romeo, toner erindringen frem om Cary Grant og Grace Kelly på den samme strækning i Hitchcocks ”Fang tyven” (1955). ”Magic In The Moonlight” hører ikke til Woody Allens ubetingede mesterværker, men en jævngod film fra ham er dog immer væk langt bedre end ni tiendedele af, hvad repertoiret ellers byder på.

Anmeldelse: Mig og Melody

31-12-2009: Woody Allen er tilbage i New York med en afslappet og vittig komedie. Heldet og tilfældet er Gud i hans univers, og heldet tilsmiler alle i filmen. Læs artikel

Anmeldelse af Words and Pictures

11-12-2014: Kunsten er et vigtigt erkendelsesrum, men hvad er vigtigst – ord eller billeder? I denne modne romance udkæmpes en fornøjelig og klog kamp mellem de to formidlingsformer. Læs artikel

Anmeldelse af To Rome with Love

02-08-2012: Komedie: Woody Allens romerske anekdoter består af fire af hinanden uafhængige historier, der tilsammen danner en enhed af komedie, farce og satire. Filmen tåler at blive set flere gange og er en ren fornøjelse. Læs artikel

Anmeldelse: Midnight In Paris

10-08-2011: Woody Allen blander virkelighed og drøm og overskrider tidens grænser. Læs artikel

Anmeldelse: Woody Allen-film uden originalitet

16-05-2010: Cannes mestre: "You Will Meet a Tall Dark Stranger" - Woody Allen Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...