17 Again
USA, 2009
Instruktion: Burr Steers
1 time 42 min.
Premiere i dag i 38 biografer landet over
Den 22-årige Zac Efron, kendt fra ”High School Musical”, kan smelte pigehjerter, Matthew Perry fra ”Venner” kan få folk til at grine, og kombination af de to skuespilleres hovedmeritter kan i Hollywood-logik kun betyde en ting: Forrygende billetsalg.
Filmen ”17 Again” går da også strygende i de amerikanske biografer lige nu, men det gør altså ikke filmen svært seværdig.
Perry spiller Mike O’Donnell, en 37-årig mand, hvis liv ikke har formet sig, som han ønskede det. Som 17-årig gjorde han sin kæreste gravid, og han droppede derfor en karriere som basketball-spiller. I 20 år har han spekuleret på, hvad der ville være sket, hvis han havde valgt anderledes.
Nu er hans ægteskab slidt ned til sokkeholderne, konen har smidt ham ud, ungerne synes, han er en tabernar, og han må flytte ind hos sin nørdede high school-ven, der lever i en Ringenes Herre-fantasiverden.
Mike ønsker sig, at han bare kunne blive 17 år igen, og efter mødet med en magisk pedel er han vupti tilbage i sin smækre, veltrænede teenagekrop, men stadig med et 37-årigt sind.
Her overtager Efron rollen, og selvom hans mandelformede øjne måske nok kan få en voksen kvindes knæ til at skælve, så har han ikke den humoristiske timing eller sans for komikken som Matthew Perry.
Desuden er der vel til ære for fans af ”High School Musical” indlagt et par dansescener, så Efron kan vise sit talent på denne front, men udover at være handlingsretarderende, kunne man sandt for dyden aldrig forestille sig Perry udfolde sig graciøst på et dansegulv, og det er et af flere eksempler på, at det er mere end svært at forestille sig, at de to roller repræsenterer selv samme person.
Nu er realisme jo godt nok ikke formålet med ”Hvad nu hvis”-genren. En genre, der boomede i midt- og slut-1980’erne med film som ”Vice Versa” (1988), Young Again (1986) med en også 22-årig Keanu Reeves i rollen som den 40-årige, der bliver 17, og ”18 Again” (1988), men som den skarpe læser sikkert kan regne ud, så er den nye dreng i klassen, den premiereaktuelle film, ikke noget originalt værk.
Der har ud over en film som ”Big” fra 1988 simpelthen ikke været mange rigtig gode af slagsen, og man kan ikke lade være med at spørge: »Hvad nu, hvis denne film ikke var blevet lavet?« Ingenting, kære læser, ingen verdens ting.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



