Louise-Michel

Louise-Michel

Frankrig, 2008

Instruktion: Benoît Delépine og Gustave Kervern

1 time, 34 minutter

Premiere i Vester Vov Vov, Øst for Paradis, Café Biografen

Kan man lave en road movie, hvor de altafgørende køretøjer er kørestole?

Det er ikke noget problem, hvis man spørger det belgiske instruktørpar Benoît Delépine & Gustave Kervern, og det var netop, hvad de gjorde med den sort-humoristiske ”Aaltra” i 2004, der vandt dem stor anerkendelse.

Nu er de tilbage med en mere lettilgængelig komedie, men udgangspunktet for ”Louise-Michel” er ikke mindre absurd. Her beslutter en flok fyrede, kvindelige fabriksarbejdere sig for at hyre en lejemorder til at slå deres chef ihjel - ham, der er ansvarlig for, at de nu står uden arbejde.

Louise finder Michel, der påtager sig jobbet, men det bliver besværliggjort af, at Michel ikke engang har nerver til at skyde en hund. Derfor foreslår han sin døende kusine at udføre jobbet for sig, men hun er så udtæret af sin kræftsygdom og kemobehandling, at hun knap kan stå på benene. Og Michel selv er ingen Robocop, som han med en smule selvindsigt får sagt. Og så må Louise tage affære.

Mange niveauer

Det er ikke den mest civiliserede løsningsmodel, de fyrede kvinder finder, men den er i god tråd med den anarkistiske grundtone, der præger filmen. En film, der i øvrigt er opkaldt efter den franske anarkist Louise Michel (1830-1905), der ifølge instruktørerne også var en af de første feminister.

Selvom meget er gakkede rundtosserier, der giver surreale efterskælv, er filmen også præget af en social indignation og en kritik af den globaliserede verden. De mange niveauer i filmen giver den dybde og substans, og de mange groteske optrin fordrer forløsende grin.

Det er svært at være utilfreds. Faktisk er det skæppeskønt, at danskerne nu kan gå i biografen og stifte bekendtskab med endnu et par dybt originale, europæiske indieinstruktører. Delépine og Kervern blander sig med den håndfuld af auteurs, der tæller norske Bent Hammer, finske Aki Kaurismäki, svenske Roy Andersson, og så er de tydeligt inspireret af Franske Tati.

Et pletskud

Det er godt nok kun de amerikanske Coen-brødrene, der for alvor kan slippe kommercielt af sted med at lave absurde tosserier på film, men rent kunstnerisk er de belgiske billedskabere fuldt på højde med deres transatlantiske kolleger. Og så har de ramt plet, da de valgte Yolande Moureau til hovedrollen som den tidligere morddømte Louise, der påtager sig opgaven at finde en lejemorder.

Hun er ikke bange for at se grim og tosset ud og er uhyggeligt overbevisende som den neurotiske enspænder. Desuden fungerer Daniel Johnstons ”A Lonely Song” på soundtracket vældigt til at underbygge den foruroligende fornemmelse af, at alt det, vi ser, er løgn og latin. Men det føles meget ægte, mens man sidder i biografen.