Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Om heste og mænd | film.guide.dk

En anderledes hestefilm

Komedie: Absurditeterne er i højsædet i fænomenal islandsk debutfilm.

Komedie
Om heste og mænd

Island/Tyskland, 2013

Instruktør: Benedikt Erlingsson

1 time og 21 minutter

Premiere i ni danske biografer


Det er ikke nemt at være menneske, og det er bestemt heller ikke nemt at være hest i den rå islandske dal, hvor Benedikt Erlingsson har valgt at lade sin enestående debutfilm, ”Om heste og mænd”, udspille sig. Filmen former sig som en underspillet ensemblekomedie med absurd deadpan-komik og en uimodståelig fornemmelse for det sære i tilværelsen.

I filmens første historie møder vi den stoiske Kolbeinn (Ingvar Eggert Sigurðsson), der til de lokales store beundring med majestætisk stolthed rider gennem dalen på sin uovertruffet smukke, hvide hoppe. Den mørke Solveig (Charlotte Bøving) er mere end almindeligt betaget af Kolbeinn, og et hastigt og lidt forkvaklet kindkys, da han er på besøg, vidner om, at følelserne gengældes.

Men sørme om ikke Solveigs uterlige sorte hingst har set sig lige så lun på Kolbeinns hvide hoppe, som Solveig har på dens ejer, og bedst som Kolbeinn med vanlig ro rider væk efter et godt besøg, bryder den sorte ganger løs, indhenter sin attråede og bedækker hende, mens Kolbeinn sidder på dens ryg og ikke kan gøre andet end at se misfornøjet til. Denne ufattelig morsomme nøglescene, der sender hilsner til absurditetsmestre som Roy Andersson og Jim Jarmusch (nu bare tilsat liderlige heste), er skildret med den samme lakoniske afslappethed, som filmen i øvrigt besidder.

Kolbeinn, der har lige så svært ved at sætte ord på sine følelser som de firbenede væsener, kan ikke overskue den kendsgerning, at hans hest er nået længere med Solveigs hingst, end han er nået med hende, så i frustration skyder han sin elskede makker.

Til søs efter alkohol

Filmens andre herlige karakterer tæller blandt andet den drukfældige Vernhardur, der stikker til søs på hesteryg for at skaffe noget vodka, men ved en fejl kommer til at drikke sig ihjel af den rene alkohol, som han har fået i stedet. Til Vernhardurs sælsomme begravelse bemærker Solveig nok, at enken allerede har de lange blikke ude efter Kolbeinn, men kan hun få rettet op på knaldefadæsen og selv trække ham i land, inden en anden gafler ham?

Svenskeren Johanna rider og drikker som enhver islandsk mand, og hun har et godt øje til den spanske turist Juan, der en dag forvilder sig på afveje i sneen og må søge varme og ly et særdeles uventet sted.

Og jeg kunne blive ved, for absurditeterne stiller sig på bedste islandske vis i kø. Men det absurde bliver aldrig krukket eller ren staffage, det er blot grundtonen i en film, der vitterligt er noget ud over det sædvanlige.

Spejlet i et hesteøje

Hver enkelt historie introduceres af et hesteøje, som den centrale person er spejlet i. Det skaber en tvivl om, hvem der egentlig fortæller filmen. Er det hestene, eller er det deres ejere? Og findes menneskene overhovedet uden deres heste?

Erlingsson er klogeligt ikke ude på at lave en underfundig kobling mellem hest og menneske, snarere viser han gennem filmsproget, at tingene ofte smelter sammen.

Når Kolbeinn inden den tragiske episode kommer ridende på sin hvide hoppe, beskæres billedet, så hans hoved hakkes af, og det ser ud, som om hesten kommer ridende med en hovedløs menneskekrop på ryggen. Den slags kan man ikke tage så nøje, for hvorfor skulle Kolbeinns hoved være det vigtigste?

Landskabet i en hovedrolle

Det smægtende, ubarmhjertige islandske landskab spiller også førsteviolin i Bergsteinn Björgúlfssons smukke billeder. De store vidder skaber et rungende ekko, der indkapsler menneskenes besvær med at nå hinanden andet end til hest.

Når de betragter hinanden, er det gennem kikkertlinser, og der bliver drukket flere skarpe af feltflaskerne, end der veksles ord. Det er en sand islandsk fryd.

Når videnskaben vil styre menneskenes bevidsthed

Jeg elsker dig, mand

Den uregerlige kærlighed

Det store luftskib kan stadig flyve

Anmeldelse af Love, Rosie

30-10-2014: Ingen risikerer at blive rørt af Christian Ditters sukkersøde, fortænkte romance ”Love, Rosie”. Læs artikel

Anmeldelse: Det gode hjerte

16-12-2010: En lakonisk humor og en fyndig dialog præger Dagur Káris amerikanske spillefilmdebut. Sådan en instruktør kunne vi godt bruge herhjemme. Læs artikel

Anmeldelse: Four Christmasses

04-12-2008: Klam juleklistret komedie, der hverken er sjov eller charmerende. Læs artikel

Anmeldelse af Det er aldrig for sent

03-09-2014: Det kan godt være, at det aldrig er for sent at finde kærligheden, men Rob Reiner lader til at have udspillet sin tid som ferm instruktør. Læs artikel

Anmeldelse af Enough Said

26-06-2014: Ualmindeligt velskrevet romantisk komedie har James Gandolfini i en af hans allersidste roller. Det er dog Julia Louis-Dreyfus, der for alvor gør indtryk. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...