Johnny Depp spiller hovedrollen som Den Gale Hattemager i Tim Burtons filmatisering af Alice i Eventyrland. PR Foto
Tim Burtons filmatisering af Lewis Carrolls eventyr ”Alice i Eventyrland” med Johnny Depp i hovedrollen som Den Gale Hattemager indtjente 638 mio kr. i løbet af sin premiereweekend i de amerikanske biografer.
Det klassiske eventyr overgår dermed James Camerons ”Avatar”, som høstede 422 mio. kr. på sin premiereweekend i USA, og sætter rekord med den bedste premiereweekend for en 3D-film og bedste premiereweekend nogensinde i årets første tre måneder.
Den fornemme premiereweekend overrasker ikke blot eksperter, men også Disney, som har produceret filmen og forventede, at den eventyrlige fortælling ville indtjene 384 mio. kr.
Eksperter begrunder den succesfulde premiereweekend med, at ”Alice i Eventyrland” nyder godt af at være mærket som en børnevenlig film i USA, selvom den er blevet kritiseret for at portrættere en storrygende kålorm.
Politi-thrilleren ”Brooklyn's Finest” indtjente 74 mio. kr. i de amerikanske biografer i weekenden og blev således weekendens anden mest indtjeningsstærke film.
Tredjepladsen tilfaldt Martin Scorseses ”Shutter Island”, som høstede 73 mio. kr, mens Kevin Smiths ”Cop Out” indtog fjerdepladsen med end indtjening på 49 mio. kr.
”Avatar” måtte ganske vist se sig slået af ”Alice i Eventyrland”, men det succesrige sci-fi-eventyr indtog med en indtjening på 42 mio. kr. femtepladsen og er således for 12. uge i træk at finde på top5-listen over de bedst sælgende biograffilm i USA.


