Lad den rette komme ind

LAD DEN RETTE KOMME IND

(Lat den rätte komma in)

Sverige, 2008

Instruktion: Tomas Alfredson

1 time 54 min.

I nytårsnummeret af det toneangivende britiske filmmagasin Sight & Sound har splatter-eksperten Kim Newman ”Lad den rette komme ind” på sin liste over de fem bedste film i 2008. Ikke mindst fordi, som han så malende udtrykker det, den rummer »den mest hjertevarmende massakre på børn, jeg nogensinde har set på film.«

Hvilket i al sin makabre smagløshed meget godt dækker den højst specielle tone i Tomas Alfredsons film efter John Ajvide Lindqvists roman, der mest af alt ligner en vellykket blanding af Astrid Lindgren og Stephen King.

I en anonym stockholmsk forstad bliver Oskar på 12 mobbet noget så infamt af klassens bisser, men så flytter der en vinter en mærkelig pige ind ved siden af, som ikke spiser normal føde og kun lader sig se når det er mørkt?

Det afrevne hoved
Vist mangler der ikke blod i filmen - det afrevne hoved i svømmebassinet glemmer man ikke lige med det samme - men det er langt mere stemninger og skuespil, det handler om. Det snedækkede betonbyggeri bliver i filmens svale, lavmælte billeder efterhånden så uhyggeligt som nogen transsylvansk bjergkæde, og som mange af os vil vide, kan en skoleklasse være mere satanisk end nogen heksesabbat.

Nok så meget er det dog en film om ensomhed. Med små antydninger får den vist, hvor langt væk Oskars forældre er fra ham, og Eli er som så mange filmvampyrer en tragedie mere end et monster. Og hvis man som dansk biografgænger navnlig kender Alfredson fra satiregruppen Killinggänget og deres skæve komedie ”Fire nuancer af brunt” er det en positiv overraskelse, hvor godt han også arbejder med ikke mindst børneskuespillere.

Stærk indlevelse
De mere eller mindre forsumpede voksne i filmen ligner til dels karikaturer - hvad de jo ofte gør for børn på 12 - men såvel de to hovedpersoner som Oskars få venner og mange fjender er skildret med stærk indlevelse i selv de ondeste af dem.

Herhjemme, hvor vi ind imellem har det med at tro, at der er meget mindre uhyggeligt end i Sverige, har okkulte gyserfilm typisk været enten rene teenage-spekulationsprodukter eller ambitiøse voksenværker som ”Riget” og ”Cæcilie”.

Tomas Alfredson får imidlertid her vist, at det også er muligt at forene den begavede, realistiske børnefilm i klassisk skandinavisk stil med overnaturlig rædsel - som i filmens provokerende slutning endda viser sig at kunne være i det godes tjeneste.