Gyserfilm
Paranormal Activity 2
USA, 2010
Instruktion: Tod Williams
1 time 31 min.
Premiere i biografer landet over
Alt begynder lykkeligt. Far, Daniel, mor, Kristi, og en nyfødt drengebaby, Hunter, kommer hjem fra hospitalet for endelig at kunne begynde livet som en rigtig familie.
Hjemme står fars datter fra et tidligere forhold, Ali, og en lettere overtroisk husholderske, Martine, og byder dem velkommen med søde ord og digitalt videokamera, så ungens entre i hjemmet kan foreviges.
Den umiddelbare idyl holder dog ikke længe, da huset en dag findes fuldkommen gennemhærget. Der er ingen umiddelbare tegn på indbrud, og intet mangler, men det er alligevel nok til at få farmand til at installere overvågningsudstyr i hele hytten, så intet kan gå uset hen.
Herefter sker der, ja, ikke en skid. Jo, lille Hunter vokser, Alis hormoner og selviscenesættelsesbehov stiger, og Martine fyres, fordi hun tror på ånder. Det skulle hun nok ikke være blevet, for midt i stilstanden klaprer der af og til nogle døre, og nogle gange falder der også en stegepande ned.
Kristi bliver bange, for hun har en historie med overnaturlige hændelser, og Ali begynder også at synes, at der er noget lorent ved det hele og tyr til nettet for svar. Her læser hun til sin gru, at dæmoner kan besætte drengebørn, hvis forfædre har indgået en pagt med djævelen om rigdom.
Det er ikke helt tydeligt, hvorfor det nu skulle være sandsynligt, men ikke desto mindre er det vist det, der sker. Efterhånden i filmens løb bliver dæmonerne mere tilstedeværende, indtil de endelig tager bi i Kristi, og kun en selvtægtsexcorsisme kan drive dæmonen væk - eller i hvert fald et lille stykke væk.
Det må have kostet at lave ”Paranormal Activity 2”, hvis forgænger da også blev en af de mest profitrige film i de senere års amerikansk film.
Det er vanskeligt at forestille sig, at det samme kommer til at ske med toeren, da den virkelig ikke er uhyggelig.
Stilistisk er den desuden en irriterende blanding af hjemmevideo og overvågning, der bliver så monotont, at de kun 91 minutter kommer til at føles uendeligt. Ikke en gang babyen, som ellers er et notorisk uhyggeligt element i gyserfilm, får filmen noget foruroligende ud af. Så er det næsten lige meget.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



