A Nightmare on Elm Street
USA, 2010
Instruktion: Samuel Bayer
1 time 37 min.
Premiere i dag i biografer landet over
I 1984 vistes den første af i alt syv gyserfilm med Freddy Krueger som horrordæmon i en drømmefikseret verden. Wes Craven (”Scream”- serien) var instruktøren bag den første og den sidste af filmene, som oprindeligt tog sit udspring i en række artikler om børn fra krigsramte områder, der døde, mens de havde mareridt.
I den første moderniserede Craven til dels genren ved at balancere langtrukken uhygge med en gedigen historie foldet ud i et surrealistisk drømmeunivers. Det virkede! For hvad er mere fascinerende end det sårbare sinds veje og vildveje, og hvem kender ikke følelsen af lykkeligt at vågne fra et mareridt badet i sved, lige inden en gruopvækkende handling er ved at ske.
I ”A Nightmare On Elm Street” er det ikke lige ved - her sker det reelt, når drømmene tager over med grusom død til følge. Og nu er den genindspillet.
Fortællingen i de to film er ganske ens: En hoben børn bliver i drømme jagtet af en vansiret mand i en rød- og grønstribet trøje med en knivbehæftet hånd, som Edward Saksehånd ville have skulet misundelig til.
Robert Englund var den oprindelige og frygtede Freddy. Jackie Earle Hayley (Rorschach i ”Watchmen”) er den nye udmærkede, der på samme vis leflende synger: One, two - Freddy is coming for you, three, four - lock your door?
Genindspilningen er foretaget af musik- og reklame-filminstruktøren Samuel Bayer og kalder på et »ak ja«. Den går da nogenlunde-og-så-heller-ikke-mere-an - men helt ærligt, hvad skal vi med den?
Vær klædt på til en omgang hurtigt udløste bombastiske hop i sædet frem for en intens frydefuld angstpirring, der for alvor fik de febrilske svedperler til at pible frem dengang i 1984.



