Anmeldelse: Drag me to Hell

Horror

Drag me to Hell

USA 2009

Instruktion: Sam Raimi

1 time, 39 minutter

Premiere i en lang række biografer landet over

Sam Raimi har forladt sit mainstream ”Spideman”-univers for en stund (en 4'er er dog på vej) og vendt tilbage til horror-genren. Med ”Evil Dead”-trilogien (også her er en 4'er på vej), som indledtes for 26 år siden, slog han sit navn stilsikkert fast. ”Drag Me to Hell” bekræfter med sit klassiske forbandelsestema instruktørens flair for humor og horror.

Den unge, fremadstræbende Christine Brown (Alison Lohamn) er ved at gøre karriere i en bank. En tom stol som souschef står og lokker. Men chefen vil først se, at hun kan være en hård hund. Da kærestens ultrasnobbede mor hellere ser ham med en ambitiøs advokat, bliver hun yderligere motiveret og nægter en gammel sigøjnerkvinde med klamme negle og stirrende glasøje et lån. Det skulle hun bare aldrig have gjort!

En kynisk knuser

Alison Lohman inkarnerer fornemt den moderne horror-heltinde, der forlader sårbarheds-skallen og giver den som kynisk knuser. Hun kan både kan tæve gamle damer med flyvende gebisser, dræbe kattekillinger og grave mudrede lig op i regnvejr.

De grænseoverskridende episoder, akkompagneres af skingre skrig og herlig grøn slagger, der vælter ud af munden på et lig . Det hele er så elegant forløst med twist og karakter, at man forlader biografen totalt høj på horror.