Zombieland

Gyser/Komedie

Zombieland (Zombieland)

USA, 2009

Instruktion: Ruben Fleischer

1 time og 20 min.

Premiere i dag i biografer landet over.

En larmende underholdende og overdrevent charmerende tur i Zombieland - hvem skulle have troet det? Nu er det ikke zombierne, der har charmen. Zombierne er klamme og udgør 99,9 pct. af Amerikas befolkning, efter at en farlig, smitsom, genetisk sygdom har hærget landet og forvandlet borgerne til blodtørstige menneskeædende grimheder. Tilbage er der fire fortabte mennesker, der deler drømmen om at finde den sidste plet - uberørt af zombiemand.

Vores fire helte har i den grad humor og charme. De styres igennem af en jernnæve af en aldeles ukendt, men aldeles talentfuld debuterende instruktør: Ruben Fleischer. Han formår som en anden rutineret dealer at blande (genre)kortene så elegant, at alene dét er en fryd at se på. Uden nogensinde at miste fokus i et varmt-humoristisk univers (gedigne grin, men vitterligt ingen uhygge) og godt hjulpet på vej af vanvittig veloplagte skuespilpræstationer ender man med at forlade biografen brugt på den gode måde, som var man blevet rystet igennem af en velfungerende lattermaskine.

Fire antihelte

Fuldstændig forunderligt er det, når nogen gakker ud og rammer plet som her med de fire antihelte, hvor specielt de to mænd er psyko- originalt indfanget. Woody Harrelson er den lidt hjernedøde, men absolut frygtløse cowboy Talahassie, som skyder løs på alt og alle, mens han barnligt jagter rundt efter noget klamt sukkerstads, der hedder Twinkies. Hans modsætning, nørden Columbus (Jesse Eisenberg), filmens fortæller, er dreven i at stikke af, men er så sjælsbange, at hans mave konstant har brug for at blive aflastet. Til sidst er der det hardcore søstre-bitche par, der indtil et vist punkt bliver ved med at tage r? på herrerne.

Her er alt for mange gode scener at referere, så lov mig at se dem! Nævnes skal dog, at firkløveret i Hollywood besøger Bill Murray (som spiller sig selv), og Woody Harrelson gakker helt ud over sin fascination for manden. Alene tanken om denne scene, får latteren frem i halsen.

Samtidig er der en virkelig skønhed at finde i et visuelt festfyrværkeri af en scene, hvor vores fire helte går amok i en souvenir-butik og smadrer alt, hvad smadres kan.

At filmens slutning bliver oplagt tro mod det traditionelle, ser man stort på, hvis man er som jeg, der i skrivende stund må konstatere, at jeg stadig er ved at falde ned af stolen af grin. Og det er altså sjældent.