Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 af 6
Artiklens emner:

Twilight: Eclipse

Twilight-fænomenet fortsætter ufortrødent, men hittepåsomheden halter fælt.

Twilight: Eclipse

USA, 2010

Instruktion: David Slade

2 timer 4 min.

Premiere onsdag i biografer landet over

Det har været svært at undgå de seneste to år. ”Twilight”-filmenes enorme, og i udgangspunktet vel for så vidt, overraskende indpas i verdens kollektive kulturbevidsthed. En ungdomsfilmserie, der som andre handler om kærlighed, ensomhed og forskellighed bare krydret med det finurlige lille twist, at en del af personerne er vampyrer.

Den tredje film i den selvgestaltede saga har premiere i dag og følger efter de to foregående giganthit ”Twilight” (2008) og ”Twilight: New Moon” (2009). At ”Twilight: Eclipse” også bliver en kassesucces siger sig selv.

Trekantsdrama

Filmene fortæller om forholdet mellem menneskepigen Bella (Kristen Stewart), der iklædt skovmandsskjorte og stærkt moralkodeks forelsker sig i sin blåligt blege klassekammerat Edward (alle teenagepigers drøm, Robert Pattinson), som viser sig at være vampyr.

Hendes bedste ven, den indiansk udseende Jacob (Taylor Lautner), nærer også varme følelser for det brunøjede dådyr, og trekantsdramaet kompliceres yderligere, da det viser sig, at han transformeres til en kæmpeulv og er trænet til at dræbe netop vampyrer.

Stort dilemma

I ”Eclipse” vil den spinkle handling nu, at ulve og vampyrer må arbejde sammen om at beskytte Bella, der er udset som offer for en hær af nyfødte vampyrer anført af den hævn- og blodtørstige Victoria.

Samtidig stritter Jacob voldsomt imod, fordi Bella har valgt, at hun efter overstået eksamen vil lade sig transformere til en vampyr, så hun for evigt kan være sammen med Edward, men samtidig lade resten af sit liv bag sig.

Så skal hun overgive sig til de iskolde sjælløse vampyrer eller forfølge den korporlige varme (meget uraffineret formidlet med Jacob i konstant bar overkrop) hos indianerulvene? Dilemmaet er stort, men ofres forbavsende lidt plads i filmene.

Komplet uengagerende

Hvad der formentlig har udgjort basen for ”Twilight”-fænomenets succes er den relaterbarhed, som de unge har kunnet se i filmene. Det er let at forholde sig til de spæde forelskelser (og det hele er ganske uskyldigt og jomfrunalsk) og det ikke at føle sig hjemme.

Det er en monetær genistreg at have kunnet se det koblet med vampyrdimensionen. Men som så ofte er det essentielle i serien helt vandet ud i den tredje film, der er sløset og hullet fortalt og komplet uengagerende. End ikke kampscenerne fænger. Kommet dertil virker filmene udspillede og ligegyldige.

På falderebet kommer filmen som ventet ikke med nogen form for afslutning, så mon ikke vi har endnu en vampyrbasker i vente?

SE TRAILER FOR FILMEN

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Gyser

Mest læste på film.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
SponsorlinksAnnonce
TekstlinksAnnonce