Middelaldergyser
Season of the Witch
USA, 2010
Instruktion: Dominic Sena
1 time 32 min.
Premiere i dag i biografer landet over
Rundt omkring i middelaldergyseren ”Season of the Witch” er der en håndfuld ret effektive små skrækindslag. Måske kan de give den et vist efterliv på dvd som kitschet tømmermandsfilm.
Det samme kan en grotesk overstyret rabalderfinale, hvor djævlene bogstavelig talt myldrer frem på jord. De skal være så hjerteligt velkomne.
Forinden har nemlig kun godt halvanden times spilletid slæbt sig ubehjælpsomt af sted. Nogle scener virker decideret, som om de kun er klistret på for overhovedet at nå op i nærheden af spillefilmslængde.
Vi følger et par frafaldne korstogsriddere - den anstrengt skyldplagede Nicolas Cage og den anstrengt gemytlige Ron Perlman - der er med til at føre et bur med en heksetiltalt pige fra A til B. Ulrich Thomsen er også med på holdet.
Det bliver dog hurtigt mindre og mindre, efterhånden som de kommer igennem tilsyneladende forladte landsbyer, tågen tager til, og ulvene tuder og viser tænder. Måske er de filmelskere.
Ikke mindst takket være et i særklasse usammenhængende manuskript og mildt sagt ujævne computereffekter roder stemningen rundt mellem den slags ridderromantik, som Monty Python parodierede for 35 år siden, discountefterligning af ”Ringenes Herre” og robust splatterfilm. Nærmest som en slags ”Exorcisten og de møre riddere”.
Det meste af tiden sker der dog ikke rigtigt noget ud over elendige vittigheder.
De lyder typisk, som om Cage og Perlman har givet op på forhånd.
Der er dog også flotte centraleuropæiske bjerglandskaber, og endelig er der Christopher Lee i en mikrorolle som en pestdøende kardinal. Selv med ansigtet syltet ind i makeup - han skal vist se ud som et maleri af Francis Bacon - får den 88-årige legende på bare et minuts tid markeret, hvad udstråling på film er.
Resten er uinspireret jammer, og hvis Helvede fandtes havde det forhåbentlig også en kreds for den slags film. Det er med god grund, at den i USA er blevet én af hele vintersæsonens mest rædselsfuldt anmeldte premierer.
Oven i købet synes moralen at være, at da pesten vitterlig skyldtes djævlebesatte kvinder, var det egentlig også en god idé at aflive dem. Sammenlignet hermed er Lars von Triers ”Antichrist” tæt på at ligne en beredskabsfilm fra Kvinfo.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



