Anmeldelse: Let me in

LET ME IN

USA, 2010

Instruktion: Matt Reeves

1 time 56 min.

Premiere i Palads i København, Kinopalæet i Lyngby og BioCity i Århus, Odense og Aalborg

Verden kan i disse ”Twilight”-tider ikke få teenagevampyrer nok. Og da samtidig det brede amerikanske publikum åbenbart ikke kan bringes til at se udenlandske film med undertekster, ligger det lige for i Hollywood at lave en genindspilning af Tomas Alfredsons internationale kritikerhit ”Lad den rette komme ind” fra 2008.

Den gode nyhed er imidlertid, at ”Let Me In” er blevet rigtig god.

Uanset at vi, der både har set den svenske original adskillige gange og læst John Ajvide Lindqvists mageløse romanforlæg, nok kan synes, at den er blevet pumpet lige lovlig hårdt op med mere blodige - men som regel effektive - gysereffekter, mere følsom musik, en lidt for overtydelig Romeo og Julie-undertekst og lidt for mange bipersoner reduceret til lutter vampyrføde.

Detaljerne intakt

Men ellers er både den særegne, sprøde vinterstemning og handlingen stort set intakt, ofte helt ud i detaljerne. Idrætslæreren er sågar også indvandrer her, og selv spilletiden er nærmest på minuttet identisk.

Det er en decideret genindspilning meget tæt op ad originalen, ikke en nyfortolkning af Lindqvists lange roman. Hvad der så også betyder, at nogle af de elementer i historien, som blev lovlig kryptiske i den svenske film, stadig er det.

Den stockholmske forstad er blevet til Los Alamos, New Mexico, hvor der åbenbart er lige så snedækket og traurigt, så det er muligt at skabe lige så stemningsmættede vinterbilleder. Tidsbilledet først i 1980'erne er blevet fintunet til amerikanske forhold med popsange, biler, spillearkader, religion og Ronald Reagan i tv.

Her er det så, at den ensomme, mobbede Owen på 12 bliver venner med den mærkelige nye nabopige Abby. Hun spiser ikke almindelig mad og viser sig kun efter mørkets frembrud.

Kuldslåede sjæle

For selv om blodet flyder, og det efterhånden tynder ud blandt naboerne, er det ikke kun en genreøvelse i gru. Det er frem for alt en fabel om ensomhed, og om to hver på sin måde kuldslåede små sjæle, der for første gang skal turde lukke et andet menneske ind i deres liv.

De unge skuespillere Kodi Smit-McPhee og Chloe Moretz gør det fremragende, konstant svingende mellem tiltagende desperation og engagement, og den store karakterskuespiller Richard Jenkins fylder ud i en lille rolle som hendes forhutlede værge.

For skandinaviske tilskuere er der stadig ingen grund til ikke at se det svenske forlæg først, men Matt Reeves' oversættelse er imponerende dygtigt gjort.