Anmeldelse: Cloverfield

CLOVERFIELD

USA, 2008

Instruktion: Matt Reeves

1 time 24 minutter

Premiere i dag i biografer landet over

Her ligger Rob (Michael StahlDavid) og Beth (Odette Yustman), der lige har tilbragt deres første nat sammen. Han videofilmer hende, henført og stolt over at have vundet hendes hjerte.

Et par uger senere holder Robs venner en surprisefest for ham i anledning af, at han har fået arbejde i Japan. Hele aftenen foreviges på video af vennen Hud, og kameraet er således tændt, da et mystisk brag pludselig ryster byen.

Inden man ser sig om, har det, der begyndte som et ungdomsdrama, udviklet sig til en klassisk monsterfilm. Frihedsgudindens hoved triller ned ad gaden, der er tåget af støv, og billederne minder os helt indlysende om det virkelige mareridt en dag i september.

Indtil en af personerne i bedste ”Godzilla”-stil udbryder: »I saw it. It's alive!« Og kameraet kører stadig. »Folk vil gerne vide, hvad der skete,« siger Hud for at undskylde dette behov for at dokumentere den gru, der foregår.

Blandingsprodukt

Der er intet originalt over at lade en monsterfilm udspille sig i New York - et arkitektonisk paradis for et hærgende monster.

Måske af samme grund har folkene bag filmen (instruktør Matt Reeves og producer J.J. Abrams fra tv-serien ”Lost”) forsøgt at få filmen til at ligne en blanding af tv-serien ”Felicity” (som Reeves og Abrams var hovedkræfterne bag) og ”Blair Witch Project” med håndholdt rystet kamera, smukke unge mennesker og en tilstræbt realtidsfornemmelse.

Men når al denne gennemtænkte lækkerhed har lagt sig, er ”Cloverfield” en traditionel gyserfilm, der aldrig for alvor får fat i tilskueren. Dertil er persontegningen for spinkel og monsteret for uoriginalt.

Overlever alt

Har man ikke fantasi til at udtænke så bestialsk et bæst som ”Alien” eller ”The Host”, gør man klogere i at lade truslen forblive udefineret.

Og kameraet? Det overlever alt.

Men hvis man gør sig forhåbninger om en meta-kommentar til vores narcissistiske alt-skal-filmes-tidsalder, hvor verden og andres ulykker kun kan opleves gennem billeder, bliver man slemt skuffet.

kultur@jp.dk