Anmeldelse: Quarantine

USA, 2008

Instruktion: John Erick Dowdle

1 time 26 minutter

Premiere i dag i biografer landet over

”Quarantine” begynder og ender med et billede af tv-reporteren Angela (Jennifer Carpenter), der sammen med sin kameramand Scott (Steve Harris) er sendt ud for at rapportere fra en aftenvagt på en brandstation. Der er ikke ret meget at lave, og Angela spiller kækt op til brandmændene, der er en håndfuld lumre og lattermilde fyre.

Dåselatter

Der er med andre ord lagt op til en hed (indsæt dåselatter her) aften på brandstationen, og da alarmen lyder, tager Angela det med højt humør og sensationslyst. Drama, skandale – seerne får noget for pengene!

Men da de kommer ud til en nedslidt beboelsesejendom, forsvinder den gode stemning hurtigt. En gammel dame går til angreb på en af politimændene og hugger en blodig luns af hans hals, så han forbløder.

Da de vil kalde på forstærkninger, opdager de, at myndighederne har forseglet bygningen, og det viser sig hurtigt, at den gamle kvinde ikke er den eneste, der er ramt af den mystiske sygdom. Og under alt dette kører kameraet, der i en af filmens eneste originale scener tilmed viser sit værd som mordvåben.

Konceptfilm

”Quarantine” er en konceptfilm, hvor filmen-i-filmen er hovedideen. Lige som i ”Blair Witch Project” og ”Cloverfield” skal kameraets tilstedeværelse garantere en dokumentarisk autenticitet, der sammen med den mørke asmosfære skal gøre filmen mere uhyggelig.

Men konceptet tager overhånd, og hurtigt bliver det rystede kamera lidt ensformigt. Som minutterne går bliver kameraet mere og mere rystet, man mister orienteringen (og interessen), og da Angela til sidst famler sig frem i en mørk kælder – stadig foran kameraet (det må undre, at kameramanden ikke på et vist tidspunkt smider det) – fremkalder det ærligt talt mere fnis end gys.