Anmeldelse: Devil

Devil

USA, 2010

Instruktion: John Erick Dowdle

1 time, 20 min.

Premiere i Palads i København, Kinopalæet i Lyngby og BioCity i Aarhus.

Man tøver nok en kende med at haste ind i en elevator, efter at man har neglebidt sig igennem ”Devil” af den mindre kendte instruktør John Erick Dowdle med den mere kendte - og skiftevis hadede og elskede - gysermester M. Night Shyamalan (instruktøren bag bl.a. ”Den sjette sans” (1999) og ”Signs” (2002)) som manuskriptforfatter. Filmen indgår i en trilogi, ”The Night Chronicles”, som Shyamalan har produceret og fået ideerne til.

Tag aldrig elevatoren

Fulgt på vej af en overflødig voice-over - ser vi fem mennesker vade uforvarende ind i det klaustrofobiske rum på vej mod hver deres etage og hvert deres møde. Katjoong!!! siger det, og elevatoren stopper på et uheldigt sted i slugten. Snart begynder lyset at flakke, og så ved vi jo alle, at uheldsvangre ting er ved at ske.

Et par hel- eller halvtekniske genier forsøger at løse problematikken, mens en politimand (Chris Messina) undersøger et selvmord, der er sket fra samme bygning. Han bliver hidkaldt, da mord og paranoia løber om kap i det aflukkede rum, og snart følger politi og vagtmænd et mærkværdigt blodbad gennem overvågningskameraet.

Tjept tempo

Mere skal ikke røbes. Og nej selvom ideen om uhygge i et lukket rum langtfra er ny, har hele holdet bag produktionen strammet op og strammet ind, så det foregår i så tjept et tempo, at intet nogensinde bliver fladt og fjollet. Djævlen, den satan, danser med i en vigtig rolle, og gør kun ondt bedre, for det overnaturlige lag bringer religiøse refleksioner med i blodbadet,

Fotograferingen er eminent eksekveret af fotografen Tak Fujimoto, som har udnyttet hver en mulig vinkel, selvom kameraet også får lov til at bevæge sig uden for elevatoren, uden at åndenøden forsvinder. Skuespillerne bringer fermt det mest dubiøse frem i deres karakterer, så vi på skift tænker: Nu har vi ham - eller har vi?