Vampires Suck

Vampires Suck

USA, 2010

Instruktion: Jason Friedberg & Aaron Seltzer

1 time 24 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Da vampyrfilm næsten uundgåeligt bliver parodiske i lettere eller sværere grad, er ”Vampires Suck” en parodi på en parodi, men mangler noget helt fundamentalt, nemlig humor – gerne morbid. Den er ikke spor grinagtig, men meget spoofy, som det hedder på nu-dansk: Tosset og satirisk, fjollet og parodisk; men uden det selvironiske overskud, der skulle gøre den sjov.

I stedet fortaber den sig i grove løjer og ingenting. Den er lavet af de samme folk, som stod for ”Meet The Spartans” fra 2008, der parodierede den talentfulde Zack Snyders maleriske fantasi over slaget ved Termopylæ 480 f. Kr., ”300” (2007), en film, der led under alvorlige visuelle fedmeproblemer.

Her kommer en teenage-pige til en lille flække i staten Washington for at bo hos sin far. Hendes mor er rendt med en golfspiller – Tiger Woods antydes det og angiver niveauet. Ingen i denne udørk er rigtig kloge, men alle har blod på tanden.

Becca hedder pigen, der spilles af den debuterende Jenn Proske, der har talentet – ingen tvivl om det. Hun kurtiseres af en sminket, ligbleg ungersvend med moderate hjørnetænder. Han hedder Sullen til efternavn, hvad der betyder rugende, asocial, stædig, tvær, og det er skuespilleren, Matt Lanter, der gør, hvad han kan, men ikke kan meget.

Sullen er ud af en asketisk vampyrfamilie, der skyer og afskyer blod, faktisk noget af en selvmodsigelse for vampyrer. Han er så indtaget i Becca, at han er bange for at sætte tænderne i hende, hvad hun ellers inviterer til, for inde under den bly piges neutrale tøj er hun til læder og nappa.

En anden flok vampyrer er ikke så forsigtige, men ret blodtørstige, og filmen kører løs med surrealistiske tricks og vidtløftige indfald, det ene mere grotesk end det andet, men brødet vil ikke hæve, filmen falder sammen som en mislykket kage.

Af en vampyr-film at være er den for blodløs, uden bid og ikke parodi på noget som helst undtagen sig selv.

Havde de to nørder bag manuskript og instruktion bare skævet et øjeblik til Polankis overstadige og fræsende ”Vampyrernes nat” (1967), så havde de måske præsteret en film, der kunne more os andre frem for at reducere sig selv.