Anmeldelse: Insidious

Insidious

USA, 2011

Instruktion: James Wan

1 time 43 min.

Premiere i dag i biografer landet over

”Insidious” betyder baghold, forræderi, ondskab. Og ond er filmen - mod sine personer, men især mod tilskueren.

Rent ud sagt: Den er komplet åndssvag fra første til sidste billede og garneret med et lydspor og en elektronisk musik så hvinende og skinger, at den river splinter af tilskuerens trommehinder.

En pæn familie, far, mor og tre børn flytter ind i et gotisk lignende hus, der hærges af gespenster: Bøger falder ud af reolen, knirkende døre, rumlen på loftet, bulder i natten, luftige spøgelser i stuerne. Så flytter familien til andet hus, men resultatet er det samme.

Den ældste søn er ramt af en slags koma eller absence, og spøgelserne bliver mere og mere støjende, grådige og blodige, så familien sender bud efter en djævleuddriver og hendes to assistenter, der måske, måske ikke får has på rakket.

Historien er alt for længe om at komme i gang og alt for længe om at blive færdig og indimellem alt for langtrukken.

Tager en slapper

Men djævleuddriveren gør sit arbejde - eller gør hun? Det er nemlig en dame (Lin Shaye), og sønnen kommer til sig selv efter en »atral projektion«, hvor han har været ved »det yderste«. Her søger horder af onde, hjemløse sjæle (spøgelser) at overtage hans krop, men han hentes hjem igen af far, og så går det rent galt - eller godt måske, det er ikke til at sige.

Far spilles af Patrick Wilson, der er, hvad englænderne kalder a bore: En træmand. Mor spilles af Rose Byrne, der er god til at se skræmt ud, ikke andet, og hvorfor den seriøse Barbara Hershey har forvildet sig ind i den suppedas, kan kun spøgelserne forklare.

Hun har måske trængt til en slapper efter rollen som mor i ”Black Swan”.

Instruktøren og manuskriptforfatteren har også det fulde ansvar for ”Saw”-serien. Den er småpervers, men dog ikke helt, kun næsten så fjollet og flippet og hysterisk som ”Insidious”.