Legion

Legion USA 2010

Instruktion: Scott Stewart

1 time og 40 minutter

Premiere i dag i biografer landet over

Gud er blevet rigtig vred. Vred på menneskeheden. Vred over deres (vores) evindelige ”bullshit”. Det kan godt være, at vi ikke tror på Gud, men Gud tror da i den grad heller ikke mere på os. Grådighed, grumhed, grimhed, dumhed og mere grådighed.

Guds vrede er set før. Dengang Gud indså, at menneskenes ondskab alene tog til, hvorfor han sendte Syndfloden i fyrretyve dage for at udrydde alt kød. Men i modsætning til første Mosebog kapitel 6-8 finder end ikke en Noah nåde for Guds blik i Scott Stewarts film ”Legion”.

Guds syndflod anno 2010 er ikke lavet af vand, men af blodtørstige zombier. Håbet - et sådant eksisterer trods alt - er et ufødt barn i maven på en surmulende servitrice. Det maniske vanvid af et plot udspiller sig hovedsageligt på en støvet udørk af en benzintank ”Paradise Falls”, som er drevet af en desillusioneret og blodfattig Bob (Dennis Quaid).

Fornøjelige øjeblikke

Fortællingen bliver for meget volapyk at gengive, men har sine få fornøjelige øjeblikke. Bered jer på et syret sammensurium af bibelske fortællinger vendt på hovedet og hede zombiefantasier foldet ud. En gammel dame, der fortærer råt kød, kravler rundt, som var hun bedstemor til ”Fluen”. Et modbydeligt barn kunne være fætter til ”Chucky”, mens en ismands ansigt er som at se Edward Munchs ”Skriget” i farver.

Med imponerende vinger går de veltrænede og gråmelerede ærkeengle Michael (Paul Bettany) og Gabriel (Kevin Durand) i nærkamp om Guds ord. En kamp om, hvorvidt man skal give en leder det, han beder om, eller give ham det, han har brug for.

Selv om Bob Dylan så absolut intet har at gøre med splatter, er hans ord ikke desto mindre det, det hele drejer sig om: ”You don't need a weatherman to know which way the wind blows”.