The Last House on the Left

Horror

The Last House on the Left

Instruktion: Dennis Iliadis

USA, 2009

1 time 50 min.

Premiere i dag i 12 biografer landet over

Tag en neglefil og din kæreste med. For her er lige dele kedsomhed og klamme hold-hænderne-for-øjnene-scener. Og så skal man være over 15. Det siger censuren.

Forståeligt nok. Horror er ofte kendetegnet ved lige dele brutal sex og grusom død, hvorfor det faktisk ikke er en film for unge sjæle. Navnlig ikke da en voldtægt på en mudret skovbund, giver en lyst til flå lærredet i stykker.

Bergmans jomfru

”The Last House on the Left” - en titel der lover meget - er en genindspilning af Wes Cravens (skaberen af ”Nightmare on Elm Street”) debutfilm fra 1972. Men ikke nok med det. Selveste Ingmar Bergmans drama ”Jomfrukilden” (1959) dannede inspiration for Wes Cravens oprindelige.

Skal man trække den hele vejen, fandt Bergman sin inspiration i en gammel folkevise.

Kigger man nærmere på sagerne, vil man hurtigt opdage, at grundfortællingen i både horror og drama er nært beslægtede, selv om Bergman er i Middelalderen med større spørgsmål om religion og filosofi involveret.

Faderens hævn

Film og forlæg handler entydigt om forældres hævn på de mennesker, der har mishandlet deres datter vederstyggeligt.

I denne nutidige horror-udgave møder vi en ung, lys og yndig Mari med lange lemmer og triste øjne. Hendes bror døde sidste år, og nu er hun på vej på sommerferie med sine forældre, der krampagtigt forsøger at holde stemningen oppe på vej til deres alt for øde beliggende sommerhus.

Mari besøger snart sin veninde Paige, hvor pigerne med løfte om lidt godt pot på et grimt motelværelse kommer i hænderne på de forkerte mennesker. Efter at have molesteret pigerne, dukker de forkerte mennesker siden op på forældrenes dørtrin, og aftenen ender gruopvækkende retfærdigt.

Langtrukken

Der er præsentable præstationer, genre-mundrette referencer og en enkelt scene bringer ligefrem børnefilmen ”Goonierne” (1985) tilbage på nethinden, hvis man ellers husker den mere uskyldsrene hånd- og blenderscenen.

Ud over blodets gennemtrængende røde kulør er farverne holdt støvede og sarte som udtrykket i familiens øjne og som en bekræftelse på den sorg, der omklamrer dem.

Flere forsøg på at opbygge spænding har modsat effekt, hvorfor man ender med følelsen af at have set en træt 2'er.