Anmeldelse: Fright Night

Gyser

Fright Night

USA, 2011

Instruktion: Craig Gillespie

2 timer

Premiere i dag i 49 biografer landet over

Glem alt om ædle blodsugere og noble romantikere. En vampyr er et ondt, afstumpet, dyrisk væsen, der kun tænker på at få blod i maven. I hvert fald hvis man skal tro ”Fright Night”, genindspilningen af gyserklassikeren ”Gysertimen” fra 1985. Her bliver der højlydt taget afstand fra nye tiders altdominerende vampyrfænomen, den vulgær-romantiske ”Twillight”-serie. I stedet reintroduceres uhyggen i genren. Som så blandes med en frygtelig masse humor.

Den unge Charley (Anton Yelchin) har rystet sin yngre dages nørdlook af sig, er blevet smart, har scoret gymnasiets hotte pige Amy, og han er alt i alt godt tilfreds med sin tilværelse.

Vampyren flytter ind

Men så flytter Jerry (Colin Farrell) ind ved siden af. Og han er vampyr. Charleys barndomsven Ed (Christopher Minz-Plasse) har forsøgt at advare ham, men Charley indser først for sent, hvilket monster han har fået som nabo.

Det er et for genren klassisk overgangsritual mellem barn og voksen, der udspilles i ”Fright Night”. Charley må pludselig tage kors, sølvkugler og spidset pæl i hænderne for at bevise, at han er blevet en mand. Over for ham står den kælne og ugenert (blod)liderlige Jerry, en rolle, den barsk-lækre Farrell er yderst godt castet til. Sammenstødet mellem de to kalder ikke blot på gys, men også på mange grin, fordi det helt surreale i vampyrhistoriernes præmis, altså at der skulle eksistere sådanne hugtandsvæsener, bliver konfronteret af karaktererne.

Det, der derfor især udmærker ”Fright Night”, er den overflod af humor, som gennemsyrer den underholdende film. Det var producerens erklærede mål at lave en vampyrfilm, der er både skræmmende og sjov, og det er altså lykkedes til fulde.