Anmeldelse: Priest

Vampyrfilm

Priest

USA, 2011

Instruktion: Scott Stewart

87 minutter

Premiere i dag i Palads, Empire, CinemaxX og Falkoner i København samt i 50 biografer landet over

Lækre vampyrer har kronede dage. Det bekræfter fænomener som teen-kulten ”Twilight” og tv-hittet ”True Blood” os konstant i.

Men smukke Robert Pattinson har tilsyneladende levet forgæves, for i Scott Stewarts rædselsfulde ”Priest” er vampyren degenereret til en slimet zombielignende eksistens, der gør livet surt for menneskeheden i en postapokalyptisk westerninspireret ødemark.

Præmissen for filmen er ganske tyndbenet: Efter at have været under kontrol i afsondrede reservater i en årrække er de vampyrer, der til stadighed viser sig som menneskets værste fjende i denne gråtonede fremtidsdystopi, atter kommet til magt. De har som gidsel taget den yppige 18-årige Lucy, hvis læber emmer af lige dele lyst og angst.

De eneste, der har kunnet få has på vampyrerne, er en gruppe præster, hvis rolle har forekommet udspillet i tiden, da vampyrerne ikke har hærget.

En tam jagt

Nu gør ordenens overhoveder alt for at underspille vampyrtruslens betydning. Men hovedpersonen Priest (Paul Betthany, der for anden gang spilder sit ellers fine talent i en film af Scott Stewart) har aktier i Lucy, så han sætter ud for at redde hende. Med ham følger sheriffen Hicks (Cam Gigandet), og så går den ikke specielt vilde vampyrjagt præcis, som man forestiller sig.

”Priest” lægger sig i slipstrømmen af andre uudholdelige dommedagsvisioner som ”Babylon A.D.”, ”Resident Evil”-serien og selvfølgelig ikke mindst Scott Stewarts elendige ”Legion” fra 2009.

Fælles for filmene er en eklatant manglende evne til at etablere bare en marginal spænding endsige et overbevisende univers, og ”Priest”, der i øvrigt er baseret på en serie grafiske romaner af samme navn, placerer sig helt i bunden.

Det må til stadighed undre, at lange læderfrakker, påtagede, mørke stemmer og alternative motorkøretøjer altid synes at skulle finde en plads i denne slags film.

Alt går den forkerte vej

Helt galt går det, når det storladne religiøse aspekt i filmen skal udfoldes. Christopher Plummer kæmper, i hvad der må være en af karrierens værste roller, som præsteordenens overhoved med at indgyde bare en smule troværdighed i det helt igennem absurde projekt. Selvfølgelig er alle mangelfuldhederne sovset ind i de ligegyldige 3Deffekter, der efterhånden forekommer obligatoriske i film som denne. Den rigtigt dårlige nyhed er, at filmen afsluttes så åbent, at man kun kan frygte, at vi ikke har set det sidste til præsterne og de ækle vampyrer. Det er forfærdeligt fattigt.