New Moon

Vampyrfilm

New Moon

USA, 2009

Instruktion: Chris Weitz

2 timer 8 min.

Premiere i dag i 60 biografer landet over

Den første, store forelskelse kan ryste den jord, man står på, og føles som om man er blevet forhekset, besat, vanvittig. Man kan ikke spise, ikke vriste tanken væk fra genstanden for denne ukontrollable tilstand, ikke ånde, uden at den anden er i lokalet. Og går han fra dig, så kan du lige så godt lægge dig til at dø.

Det er sådanne store følelser, der er på spil i Stephenie Meyers salgsmæssige sensation, Twilight-bøgerne, og nu film, der har opnået kultstatus hos alverdens teenagere og andre romantiske sjæle.

Det er selvfølgelig ikke hendes opfindelse, og der refereres mere end tydeligt til Romeo og Julie i ”New Moon”, selvom det også ville være at gå over grænsen at give Shakespeare patent på den store, dødelige kærlighed.

Det livgivende bid

Netop dødelighedens spiller en stor rolle i Meyers univers, for hovedpersonen Bella har forelsket sig i vampyren Edward, der har evigt liv. Det store spørgsmål de to imellem er, om Edward skal give Bella det blodsugende, men evigt livgivende bid, så de kan være sammen for altid, hvor døden ikke kan skille dem ad.

Det vil Edward ikke, for det er ikke kun en dans på roser at være afholdende vampyr (Edward og hans familie er såkaldte vegetarer, de drikker ikke længere menneskeblod), og han slår op med Bella og forsvinder.

I sin store sorg vender Bella sig mod sin ven Jacob, men han er ved at blive en varulv, og vampyrer og varulve er ikke just bedste venner, så det sætter Bella i et dilemma. Hvem skal hun vælge?

Filmen er ladet med uforløst erotik og skamfuldt tydelige symboler, her prædikes »ingen sex før ægteskabet«, mens det driver ned af væggene med teenage-liderlighed - se bare efter med et halvt øje, når Edward og Bella forsøger at kysse hinanden.

Er Edward, denne freak of nature, der hele tiden på den ene eller anden måde er hos Bella, ikke bare en stalker, der helt uhæmmet og uhyggeligt forfølger en middelkøn pige?

Mytisk melodrama

I filmen svares der selvfølgelig kategorisk nej, de to unge er blot vanvittigt forelskede i hinanden, men publikum ved selvfølgelig bedre, for i ethvert eventyr er der noget at hente af både følelsesmæssig og intellektuel karakter.

Her er tale om et gotisk og mystisk melodrama, som det i en anden sammenhæng kunne være interessant at pudse Freud på. Men indtil da må man indstille sig på meget, meget store armbevægelser, og temmelig bastante replikker À la:

»Jeg kan ikke leve uden dig. Jeg vil ikke leve uden dig. Jeg døøøøøøøøør uden dig.«