Kill List med Neil Maskell i rollen som Jay - i gang med sin drabsliste. Pressefoto
Gyser
Kill List
England 2011
Instruktion: Ben Wheatley
1 time 35 minutter
Premiere 1. juledag i Gloria, København.
Det mere end knirker i forholdet mellem ægteparret Jay og Shel. Finanskrisen kradser, Jay har ikke arbejdet længe, alle konti er tømte, og som følge råber og skriger de af hinanden foran deres søn, Sam.
Alt i alt formentlig et scenarie, som mange kan nikke genkendende til i disse dage. Men så stopper identifikationsmomentet også.
For da Jays gamle ven og partner, Gal, overtaler ham til at vende tilbage til jobbet, står det pludselig klart, at de to joviale fulderikker er lejemordere og nu står for at skulle dræbe tre personer på en såkaldt kill list.
Dette er udgangspunktet for Ben Wheatleys grusomme horrorthriller af samme navn, men i det tilsyneladende klassiske plot gemmer der sig en historie, der i den grad tager fusen på sit publikum og elegant skaber et rum for de værst tænkelige modbydeligheder.
For bag de tre bestilte mord opruller der sig en horribel sammensværgelse, som man skal være mere end almindeligt skarp for at have forudset.
Wheatley kan åbenlyst sine horror-virkemidler til fingerspidserne, men falder aldrig for fristelsen til at gøre ”Kill List” til nok en generisk slasher. Allerede fra første færd er stemningen foruroligende takket være de små greb, som Wheatley konstant benytter for at intensivere uhyggen – selv i det helt almindelige. Forskydninger mellem lyd og billede og en rungende, nærmest hypnotisk baggrundsstøj, der suger os ind i filmens dystre univers. Det mest gennemført vellykkede med ”Kill List” er, at den med enkle antydninger gør os bevidste om, at noget er helt galt. Før til slut ved vi bare ikke hvad.
Af uvisse årsager er filmen inddelt i kapitler, der er benævnt efter den næste i rækken, der skal dræbes. Det har absolut ingen effekt, men er snarere med til at dæmpe atmosfæren. Det kunne nemt være undgået.
”Kill List” er ikke for sarte sjæle. Men skræmmes man ikke af seriemorderhorror krydret med snuff-porno og kultiske sammensværgelser, så er ”Kill List” det allerbedste bud på årets julefilm.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



