Anmeldelse: De tre musketerer

Adventure

De tre musketerer

Tyskland, 2011

Instruktion: Paul W. S. Anderson

1 time 42 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Ligesom der findes et utal af film om Robin Hood, men kun én eneste, der rigtigt er noget ved: Michael Curtiz' ”Adventures of Robin Hood” fra 1938 med Errol Flynn i titelrollen, findes der et utal af film om ”De tre musketer”, men kun én eneste, der rigtigt er noget ved: George Sidneys fra 1948 med Gene Kelly som D'Artagnan.

Alle andre versioner af myten om Robin Hood og om De tre Musketerer kan have deres kvaliteter, men de to nævnte overtrumfer den dag i dag dem alle som ægte, medrivende eventyr.

Samtlige andre indspilninger lider under, at de ikke tror på, at eventyret er slidstærkt i sig selv og derfor må peppes op med alle mulige narrestreger, ironiseringer og demonstrative påhit, der kun fordunkler eventyret.

Det gælder også denne udgave af ”De tre musketerer”, der lider under alvorlige scenografiske fedmeproblemer, som gør den gumpetung og vraltende. Lige som næste års Giro d'Italia begynder i Herning, uden at man ved hvorfor, begynder denne i Venedig, uden at man ved hvorfor.

Det bliver ved røgen

Den er såmænd slet ikke så ringe endda: Fægtescenerne er fint koreograferet - sådan da. Da handlingen endelig kommer i gang og stort set følger skelettet i Dumas' roman, går det rimeligt deruda' - om end med fartbegrænsninger.

Historien er visuelt overbroderet og fænger aldrig rigtigt. Lidt som et bål, der ikke vil antændes og flamme op. Det bliver ved røgen. Det mest bizarre påhit er et par karaveller - i stil med Christopher Columbus' ”Santa Maria”. Men her sejler de ikke, de flyver, båret oppe af gigantiske luftballoner og er altså en slags luftskibe som det berømmelige og bedrøvelige tyske Hindenburg.

De udløser et par - formentlig utilsigtede - seksuelle symboler: Spiret på Notre Dame i Paris deflorerer ballonen på det ene, mens selve skibet bedækker kirken som en overdimensioneret hingst. Desuden er samtlige damer stærkt nedringede, eller også har de bare brysterne i festhøjde. Det skal jeg ikke kunne afgøre, men yppigt er det.

Skuespillerne hører ikke til Champignons League. Bedst klarer Ray Stevenson som Portos sig og lever op til sin rolle som den plumpe bisse Titus Pollo i tv-serien ”Rome”. Vores egen Mads Mikkelsen er på udebane og spiller Mads Mikkelsen - som han plejer, og det er o.k.

Kuriøst format

Filmen vises i 3D-format - sikkert for at hive tilskuere i biografen - men formatet er ingen kunstnerisk berigelse, hverken æstetisk eller kreativt, og virker kun en smule kuriøst. Men film af den art skal der også være plads til. Den er hverken voldelig eller vulgær, heller ikke nedladende eller sarkastisk, men som eventyr ret så triviel.

Kun bør man huske, at trivial-kunst altid har haft det store publikums bevågenhed, og som årene går jævnligt rykker op i den finkulturelle elite.