Narnia: Morgenvandrerens rejse

Drama

Narnia: Morgenvandrerens rejse (The Chronicles of Narnia: The Voyage of The Dawn Treader)

USA, 2010

Instruktion: Michael Apted

1 time og 43 minutter

Premiere i morgen i biografer landet over

Gad vide, om børn af i dag får læst C.S. Lewis' Narnia-fortællinger højt? Det må man da håbe, for sjældent har børnebøger været så fremragende til at sparke til sindets muligheder for at danne fantasifulde billeder.

Derfor forstår man også snildt Hollywoods trang til at boltre sig i et så fantastisk univers, hvor hemmelige verdener fuld af magiske væsener og talende dyr kan danne svimlende billeder på det store lærred - denne gang i 3D.

Billederne er i orden

Det er såmænd heller ikke fordi, billederne skuffer i filmatiseringen af Narnia-serien, men man mærker aldrig helt nerven fra de bøger, der har solgt i et samlet oplag på over 100 millioner.

Heller ikke denne gang, hvor vi er nået frem til det femte bind (af i alt syv): ”Narnia-Morgenvandrerens rejse”.

De to ældste af Pevensie-søskendeflokken, Peter og Susan, er blevet for gamle til børneværelset og er dermed skåret ud af fortællingen. I stedet møder vi de to yngste, Lucy og Edmund, der ferierer hos deres stærkt ulidelige fætter Eustace i Cambridge.

På Lucys værelse kigger de tre børn på et dragende maleri af et skib med dragehoveder, og pif paf puf er de suget ind i maleriet, og vi er endnu engang tilbage i Narnia. Her jubler Lucy og Edmund ved gensynet, mens den lidt for sjove fætter Eustace fornærmet leder efter det engelske konsulat.

Jesus-lignende skikkelse

Snart forstår selv han alvoren, og sammen med kong Caspian og en komisk krigermus ved navn Rippitjip drager de på mission for at redde Narnia mod fjenden og for at blive genforenet med den ”Store Løve” Aslan.

Løven får os faktisk til at folde ørerne ud, da han optræder i en Jesus-lignende skikkelse i filmens mest bevægende scene. Dramaet knirker lidt mekanisk, og vi frygter ikke nok for heltene, men det er fantasy, som fungerer godt nok til, at man gider se med. Om ikke andet så fordi, at det er en verden, man selv har elsket.