Anmeldelse: Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand

PIRATES OF THE CARIBBEAN:

I UKENDT FARVAND

(On Strange Tides)

USA, 2011

Instruktion: Rob Marshall

2 timer 18 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Det er som sædvanlig alt for langt, for larmende, for fjollet og i det hele taget for meget. Og heller ikke denne gang til at stå for.

I den fjerde omgang ”Pirates of the Caribbean” er der zombier, voodoo, menneskeædende havfruer og et alsidigt træben. Samt Johnny Depp og Penelope Cruz, der danser sørøvertango i måneskinnet så ikke et skibsdæk er tørt.

For selv om rammerne er den helt store, gennemprogrammerede og overhævede Hollywood-blockbuster under rabalderproduceren Jerry Bruckheimers regime, lykkes det altså fortsat at holde en helt egen tone af anarki og munter kynisme i krøniken om den forsorne Captain Jack Sparrow.

Det handler denne gang om, at såvel et hold spaniere som et hold englændere og et piratskib kæmper om at nå frem og blive fortryllet af Ungdommens Kilde med alt, hvad dertil hører undervejs af forviklinger, monstre og snyd og bedrag på alle ledder.

Instruktøren Rob Marshall har taget over, og historien er mindre rablende end i forgængerne. Det er godt, fordi den lange spilletid så bliver mere fokuseret, og lidt ærgerligt, fordi der er knap så mange spraglede bipersoner og vilde tangenter at forsvinde ud ad.

Derimod er der sædvanen tro både storslåede actionscener og effekter såvel i 3D som i øvrigt, en intrige, der når at vende og sno sig en del gange undervejs og frem for alt en håndfuld figurer, der både er godt skrevet og inspireret spillet.

Johnny Depp er som den mærkelig tvekønnede antihelt Jack Sparrow løjernes anarkistiske sjæl, en sprælsk lille kaosgud med sort øjenskygge, og Geoffrey Rush morer sig endnu engang strålende som hans stilfulde ærkefjende Barbossa.

Mageløse Cruz

Ny på skurkesiden er Ian McShane som den frygtede kaptajn Sortskæg, der udpræget ligner en fjern forfader til hans glansrolle i tv-serien ”Deadwood”, mens Penelope Cruz er hans hårdtslående datter, som Sparrow tydeligvis aldrig skulle have svigtet. Selv med overskæg er hun mageløs.

Man får tillige et hurtigt glimt af én af Englands største karakterskuespillerinder, og heldigvis dukker rockikonet Keith Richards på ny op for en kort bemærkning som Jack Sparrows far. Han har til gengæld filmens sjoveste replik.

Energien flader lidt ud hen imod slutningen, hvor der også kommer lovlig mange huller i handlingen. Det bliver endnu mere mærkbart, fordi det store havfrueangreb midtvejs både er så - ikke mindst for denne type film - dårende poetisk og rasende dramatisk.

Og selvfølgelig lader slutningen muligheden for en fortsættelse stå åben. Man står hjertens gerne til søs med Captain Jack igen, også selv om man aldrig ville købe en brugt båd af ham.