Rejsen til jordens indre
The Journey to the Center of the World
Instruktion Eric Brevig
USA 2008
1 time 33 min.
Premiere i biografer landet over.
Med et par 3D-briller på næsen farer man panisk fra side til side, når en flyvende yoyo styrer direkte mod publikums hoveder gennem lærredet.
Direkte bange bliver man for at få en fisk i struben, når de tre helte skvulper af sted på det farefulde ocean.
Og man bumper loyalt op og ned i sædet, når arbejdsvognen suser ned ad en jernbane så stejl, at selv Indiana Jones havde haft svært ved at klare den.
Det skorter ikke på fyrige effekter i verdens første live action digitale 3D-film, hvor vi, badet i smukke farver, befinder os i den dybeste kerne af Moder Jord. Her møder vi overdimensionerede plante-gevækster, farlige dinosaurer og smukke krystaller, mens vi håber på at finde vejen hjem.
Den vrangvillige knægt Sean Andersen er blevet lokket med på eventyr af sin lidt fedtmuleagtige og siden super seje onkel, Trevor Andersen (Brendan Fraser), som er videnskabsmand. De har fundet Jules Vernes ”Rejsen til Jordens indre”, som Seans afdøde far fuldt og fast troede på, var en vaskeægte rejsebog.
Uden så mange dikkedarer drager de til et smukt panoreret Island, napper en smuk pige med (gudskelov, for Jules Vernes fortællinger manglede altid kærlighedshistorier), og vi er ikke langt inde i filmen, før vi befinder os langt nede i gabet på en vulkan.
Gyldendals udødelige, dem med den røde bogryg, var engang et ”must have” på enhver børnebogsreol. De pirrede børnefantasier med vidunderlige helte og fantasifulde verdener, gerne læst højt af karakteristiske voksne stemmer.
Den franske forfatter Jules Verne (science fiction-romanens grundlægger) var kongen af rækken med hele tre bøger i serien: ”Jorden rundt i 80 dage”, ”En verdensomsejling under havet” og ”Rejsen til Jordens indre”.
Måske læses Jules Verne ikke i samme omfang for børn i dag, men glemt er han ikke med den stribe af filmatiseringer, der altid har fulgt og stadig følger ham.
Alene ”Rejsen til Jordens indre” er filmatiseret fire gange: slå den Dan Brown!
Effektfuld, føles lang, men usandsynlig flotte billeder gør rejsen til en nydelse, hvor briller tilfører et par ekstra gib til turen.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



