Alice i eventyrland

ALICE I EVENTYRLAND (Alice in Wonderland)

USA, 2010

Instruktion: Tim Burton

1 time 48 min.

Premiere i dag i biografer landet over, en række steder i 3D og/eller med dansk tale

Med et budget på over halvanden milliard danske kroner er det vel ikke så overraskende, at der synes at gemme sig hele to film her.

Den ene er en fantasyhistorie efter alle genrens regler. En pige dumper ind i en parallelverden, hvor hun viser sig at være den udvalgte heltinde, som skal dræbe et uhyre og støde den onde dronning fra tronen, så orden og glæde bliver genoprettet.

Der skal bare tilsættes nogle buldrende forfølgelsessekvenser, slagscener og scenerier, som ind imellem ligner noget, der er blevet til overs fra Disneys ”Narnia”-serie, en masse larmende uoriginal musik samt en brægende titelsang med Avril Lavigne. Plus en småfeministisk slutning, som faktisk gør filmen en smule 8. marts-aktuel.

I kunstens verden

Det er jævnt underholdende, også i kraft af den ret korte spilletid, men så er der samtidig den anden film. Her kombineres Lewis Carrolls skæve fortællinger fra ”Alice i Eventyrland” og fortsættelsen ”Bag Spejlet” med Tim Burtons livslange glæde ved dels vildtvoksende billeduniverser, dels hyldester til de sære og gale og anderledes.

De episoder er det en særlig fryd at se i 3D, hvor planter og skabninger og flyvende dimser og ting på magisk vis synes at myldre omkring én. Ikke blot er det et fremmed univers, man er faldet ind i, À la den blå planet i James Camerons ”Avatar”, det er en frodig og uregerlig kunstnerisk fantasi.

I den ret mekaniske historie - Burton har ikke været involveret i manuskriptet - er Carrolls personer og begivenheder klippet sammen til et enkelt, målrettet forløb og blandt andet derfor meget langt fra forlæggets uforudsigelige uhygge.

Det er derimod i selve udformningen af det spraglede ”Eventyrland” uden om handlingen og i personernes surrealistiske dialoger midt i den, at hans verden bliver ydet retfærdighed.

Pæn pige på opdagelse

Det er i disse to dimensioner, at Burton får udfoldet hele sit talent for grum humor og svimlende fabuleren. Nok engang får denne filmens sorte romantiker vendt vrangen ud af virkeligheden, så den viser sig at være både sjovere, smukkere og dybere, og stedvis tæt på det geniale.

Ikke mindst sammenlignet med, hvordan der ser ud oppe på jorden i filmens rammehistorie. Her står den voksne Alice for at skulle forloves med en bøvet adelsmand, alt imens hun stadig har sære drømme.

Selv under den røde dronnings terrorregime og med truslen fra den frygtede Jabberwock er der langt mere overraskende og givende dér, hvor hun kommer hen. Af samme grund bliver Alice som den modvillige heltinde på opdagelsesrejse ikke nær så spændende som mange af de væsener, hun møder, uanset at Mia Wasikowska får givet hende en pæn portion energi.

Vanvid og skrøbelighed

Navnlig ikke, fordi hun som voksen mangler den barnlige uskyld, Alice i bogforlægget (og den gamle Disney-tegnefilm) møder den underjordiske verden med. Her er hun mest bare skeptisk.

Tim Burton synes at have langt større interesse for ”Eventyrlands” egne indbyggere.

Fru Burton alias Helena Bonham-Carter er i komisk overgear som den diktatoriske Røde Dronning med det forvoksede hoved, og Johnny Depp spiller den gale hattemager med en kombination af vanvid og skrøbelighed, som i lige linje fortsætter hans mange tidligere Burton-roller fra Edward Scissorhands til den blodtørstige barber, Sweeney Todd.

Smil til katten

Blandt de animerede figurer lægger navnlig Alan Rickman og Stephen Frys stemmer vid og kant til henholdsvis den vise vandpiberygende larve og den listigt storsmilende Filurkat, der på alle måder går sine egne veje. Den gamle kæmpe Christopher Lee har nogle få, men magtfulde replikker som monsteret Jabberwock.

Men man griber sig i at spekulere på, hvordan det kunne være gået, hvis Tim Burton havde fået eller givet sig lov til at lade fantasien og vanviddet flyde lige så frit og uforudsigeligt, som det gør i det oprindelige ”Eventyrland”.

Her ser det for meget ud, som om han blot har været på tålt ophold i den pæne, velorganiserede verden, som historien ellers oprindelig handler om, at der findes alternativer til.