Anmeldelse: Harry Potter og halvblodsprinsen

Fantasy

Harry Potter og halvblodsprinsen

Storbritannien, 2008

Instruktion: David Yates

2 timer 33 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Den gode nyhed i forbindelse med den sjette film om troldmandslærlingen Harry Potter er, at det i langt højere grad end i femmeren for to år siden er lykkedes den engelske instruktør David Yates at skabe et værk, der hænger sammen som film.

Filmens premiere blev udsat i næsten et år, men resultatet viser sig i pænt omfang at være ventetiden værd.

Holder balancen

Det kølige, blåtonede billedunivers, som Yates introducerede i den rodede og ufokuserede ”Harry Potter og Føniksordenen”, fungerer her helt anderledes stemningsskabende. Fotografering, klipning og effekter er endog yderst flotte og ofte originalt turnerede.

Endda lykkes det filmen at holde sig nogenlunde i balance. Nemlig mellem dels alle de følelsesmæssige forviklinger mellem eleverne på troldmandsskolen Hogwarts, der i dén grad er kommet i puberteten, dels hovedhandlingen, der fortsat bygger op til den endelige konfrontation mellem Harry og den onde Lord Voldemort.

Unge i voksealderen

Er de unge hovedrolleskuespillere - Daniel Radcliffe (der bliver 20 på torsdag) som Harry, Emma Watson som Hermione og Rupert Grint som Ron - ved at blive for gamle til deres roller som her 16-årige? Knap nok, og i en film, der i vidt omfang handler om voksealder, er det ikke nogen dårlig virkning, at de pludselig er begyndt at skyde i vejret som mere eller mindre ufærdige voksne.

Blandt paraden af engelske stjerner i voksenrollerne er Alan Rickman som den skumle professor Snape så slebent perfid og uudgrundelig som nogensinde, med én af de fornemste stemmer i engelsk skuespilkunst i udsøgt form.

Jim Broadbent er ny som den gemytlige professor Schnobbevom med de dunkle hemmeligheder, og den engang så pæne pige, Helena Bonham-Carter, nyder åbenlyst at være den frådende hysteriske heks Bellatrix Lestrange.

Trimmet hårdt

Så godt som nogen film i rækken formår ”Halvblodsprinsen” at bevæge sig nogenlunde ubesværet mellem sørgmunter humor, rørende følelsesudbrud, pudseløjerlig magi og horror for fuld hammer. Til gengæld er bogforlægget trods filmens kæmpelængde blevet trimmet så hårdt, at voldsomt mange detaljer i Rowlings minutiøst detaljerede plot er blevet ofret.

I den forbindelse hører det også med, at bogen nok er seriens mørkeste - slutningen kommer også i filmen som et chok - men samtidig dens næstsvageste.

Forventninger til finalen

Trods trimningerne har filmen paradoksalt nok arvet både meget af forlæggets langstrakthed og mange af dets ind imellem pludselige gearskift og lidt tilfældige eksplosioner i handlingen.

Men det ser ud af noget, og såvel håndværk som idéer synes at være ved at falde på plads for Yates og hans hold, der også skal realisere de to afsluttende film, som bog syv bliver delt op i.

Hvis filmen som helhed ikke er rigtig helstøbt, stemmer den i hvert fald forventningerne til seriens finale ganske højt.